neth'-i-nim (nethinim, "givne"; Natheineim; KJV Nethinims):

1. Betydning:

En gruppe tempeltjenere (1 Krøn 9,2 og 16 gange i Ezra og Nehemias). Ordet har altid artiklen og forekommer ikke i ental. Septuagintas oversættere translittererer som regel, men ét sted (1 Krøn 9,2) gengiver de det med "de givne" (hoi dedomenoi). Den syriske oversættelse (Peshitta) translittererer også ordet i Ezra og Nehemias, men i 1 Krøn 9,2 gengiver den det med et ord, der betyder "fremmede bosiddende". Betydningen "givne" antyder en tjenestestand, og Josefus synes at bekræfte dette ved at kalde netinim for "tempeltrælle" (hierodouloi) (Ant., XI, v, 1). Det bør dog bemærkes, at en anden form af dette ord bruges i anvisningerne vedrørende levitterne: "Du skal give levitterne til Aron og hans sønner; de er helt og holdent givet til ham på Israels børns vegne" (4 Mos 3,9; sammenlign også 4 Mos 8,16; 4 Mos 8,19).

2. Historie:

Af netinims historie i tidligere tider findes der kun få og usikre spor. Da Josva opdagede, at han var blevet narret af gibeonitterne til at slutte en pagt om at lade dem leve, gjorde han deres stamme til tjenere og erklærede: "Derfor er I nu forbandede, og der skal aldrig mangle trælle blandt jer, både brændehuggere og vandbærere til min Guds hus" (Jos 9,23; Jos 9,27). Det er uden tvivl fristende at se de tidligste netinim i gibeonitterne, men en anden tradition fører deres oprindelse tilbage til en gave fra David og fyrsterne til levitternes tjeneste (Ezra 8,20). Også deres navne peger på forskellig oprindelse; for ud over at de for det meste virker ikke-hebraiske, findes nogle af dem andre steder i Det Gamle Testamente som navne på ikke-israelitiske stammer. Meunim, for eksempel (Ezra 2,50 lig med Neh 7,52), stammer efter al sandsynlighed fra meonitterne eller maonitterne, der nævnes som nogle, der plagede Israel (Dom 10,12), som nogle, der lå i strid med simeonitterne (1 Krøn 4,41), og som nogle, der til sidst blev overvundet af Uzzija (2 Krøn 26,7). Det næste navn i listerne er Nefisims børn. Disse kan føres tilbage til den hagritiske klan Nafish (1 Mos 25,15; 1 Krøn 5,19). Både i Ezra og Nehemias følger listen straks efter listen over Salomos tjenere, hvis opgaver lignede netinims, måske endda var mere ydmyge end deres. Disse Salomos tjenere synes at være efterkommere af de kana’anæere, som Salomo brugte ved opførelsen af sit tempel (1 Kong 5,15). Alle disse tegn er måske spinkle; men de peger i samme retning og berettiger den antagelse, at netinim oprindeligt var fremmede trælle, for det meste krigsfanger, som fra tid til anden var blevet givet til templet af folkets konger og fyrster, og at de fik tildelt de lavere, tjenende opgaver i Guds hus.

3. Historie efter eksilet:

På tiden for hjemkomsten fra eksilet var netinim kommet til at blive regnet for betydningsfulde. Deres antal var betydeligt: 392 fulgte Zerubbabel ved den første hjemkomst i 538 f.Kr. (Ezra 2,58 lig med Neh 7,60). Da Ezra omkring 80 år senere organiserede den anden hjemkomst, sikrede han sig et kontingent af netinim på 220 (Ezra 8,20). I Jerusalem nød de samme privilegier og fritagelser som de øvrige religiøse ordener, idet de i Artaxerxes' brev til Ezra var medregnet blandt dem, der skulle fritages for vejskat, told og skat (Ezra 7,24). En del af byen i Ofel, over for Vandporten, blev tildelt dem som officiel bolig (Neh 3,26; Neh 3,31), og placeringen er bestemt passende, hvis deres opgaver på nogen måde lignede gibeonitternes (se Ryle, "Ezra and Nehemiah," i Cambridge Bible, Intro, 57). De var også organiseret i en slags lav under deres egne ledere eller forstandere (Neh 11,21).

Netinim nævnes ikke igen i Skriften. Det er sandsynligt, at de sammen med sangerne og portvagterne efterhånden blev optaget i levitternes almindelige fællesskab; deres navn gik snart over i traditionen og blev senere en skive for de talmudiske forfatteres hån og bitterhed mod alt, hvad de betragtede som ikke-jødisk.

John A. Lees