naz'-i-rit (nazir, forbundet med nadhar, "at aflægge et løfte"; nazeir, nazeiraios, ligesom også forskellige ord der betegner "hellighed" eller "hengivelse"; KJV, Nazarite):

1. Ælde og oprindelse

2. Løftets betingelser

3. Indvielse

4. Genoprettelse

5. Fuldførelse og frigivelse

6. Halv-præstelig karakter

7. Nasiræere for livet

8. Samsons tilfælde

9. Samuels tilfælde

10. Tegn på guddommelig velvilje

11. Dannede ikke fællesskaber

12. Blandt de tidlige kristne

13. Paralleller blandt andre folk

Grundbetydningen af ordet på hebraisk såvel som de forskellige græske oversættelser angiver nasiræeren som "en indviet" eller "en hengiven". Under omstændighederne ved et almindeligt løfte indviede mænd en eller anden materiel ejendom, men nasiræeren indviede sig selv, mand eller kvinde, og aflagde et løfte om adskillelse og selvpålagt disciplin med henblik på en særlig tjeneste, og løftets kendsgerning blev angivet ved særlige tegn på afholdenhed. De vigtigste steder i Det Gamle Testamente er Dom 13,5-7; Dom 16,17; Dom 16,6; Am 2,11; Am 2,12; jf. Sirak 46,13 (hebraisk); 1 Makk 3,49-52.

1. Ælde og oprindelse:

Spørgsmålet er blevet rejst, om nasiræerløftet var af hjemlig eller fremmed oprindelse i Israel. Tanken om særlig adskillelse synes dog til alle tider at have tiltalt mennesker med et bestemt temperament, og vi finder noget af den art i mange lande og altid forbundet med en eller anden særlig afholdenhed; og ud fra alt, hvad der siges i Pentateuken, må vi slutte, at skikken allerede var gammel i Israel, og at Moseloven regulerede den, idet den bragte den i overensstemmelse med det almindelige system for religiøs overholdelse og under de aronitiske præsters opsyn. Kritikerne henfører afsnittet, der behandler dette emne (4 Mos 6,1-21), til Præsteskriftet (P) og daterer det sent, men der kan ikke være den mindste tvivl om, at selve institutionen var tidlig. Det synes ikke usandsynligt, at da israelitterne bosatte sig i Kanaan og ikke havde formået at overvinde den indfødte befolkning, men begyndte at blande sig frit med dem, fremkaldte den lokale gudsdyrkelse, fuld af fristende dionysiske elementer, denne religiøse protest til fordel for Israels gamle og enklere levevis og som en beskyttelse mod luksus blandt bofaste nomader. Det er værd at bemærke, at blandt semitterne er vindyrkning og vindrikning altid blevet anset for fremmed for deres traditionelle nomadiske livsform. Det var i den samme protest, at rekabitterne, som i det mindste var beslægtede med nasiræerne, gik endnu videre ved selv i Kanaan at nægte at opgive nomadetilstanden.

Se rekabitterne.

2. Løftets betingelser:

Pentateuken giver altså mulighed for, at nasiræerløftet kan aflægges af både mænd og kvinder, selv om Det Gamle Testamente ikke omtaler et eneste tilfælde af en kvindelig nasiræer. Desuden foreskriver den kun, at løftet aflægges for en begrænset tid, det vil sige for tilfældet med "dages nasiræer". Ingen varighedsperiode nævnes i Det Gamle Testamente, men Mishna foreskriver i sin behandling af emnet en periode på 30 dage, mens en dobbelt periode på 60 eller endog en tredobbelt på 100 dage kunne påbegyndes. Nasiræatets betingelser medførte:

(1) den strengeste afholdenhed fra vin og fra ethvert produkt af vinstokken;

(2) at håret skulle holdes uklippet og skægget urørt af en ragekniv;

(3) forbud mod at røre ved et dødt legeme; og

(4) forbud mod uren føde (Dom 13,5-7; Dom 13,6).

3. Indvielse:

Indvielsesceremonien er ikke beskrevet, idet Pentateuken behandler den som velkendt. Talmud fortæller os, at det kun var nødvendigt, at man udtrykte ønsket om at måtte være nasiræer. Et formelt løfte blev dog aflagt; og ud fra formen for fornyelse af løftet, når det på nogen måde tilfældigt blev brudt, kan vi slutte, at hovedet også blev klippet ved indvielsen, og at håret fik lov til at vokse i hele løftets periode.

4. Genoprettelse:

Den netop nævnte utilsigtede overtrædelse af løftet medførte for den hengivne, at hele sagen måtte begyndes forfra, og at hele perioden skulle tjenes. Dette blev påbegyndt ved genoprettelsesceremonien, hvor nasiræeren barberede sit hoved, frembar to turtelduer eller to unge duer som syndoffer og brændoffer og genindviede sig for præsten, og desuden frembar et lam som skyldoffer (4 Mos 6,9-12).

5. Fuldførelse og frigivelse:

Når adskillelsesperioden var fuldført, måtte frigivelsesceremonien gennemføres. Den bestod i frembærelsen af brændoffer, syndoffer og fredsoffer med deres tilbehør, sådan som det er detaljeret beskrevet i 4 Mos 6,13-21, barberingen af hovedet og afbrændingen af adskillelseshovedets hår, hvorefter nasiræeren vendte tilbage til det almindelige liv.

6. Halv-præstelig karakter:

Nasiræerens indvielse lignede på nogle måder præsternes, og lignende ord bruges om begge i 3 Mos 21,12 og 4 Mos 6,17, idet præstens løfte endog betegnes nezer. Den åbnede vejen for, at enhver israelit kunne udføre særlig tjeneste efter noget i retning af halv-præstelige linjer. Præsten måtte ligesom nasiræeren ikke komme i berøring med de døde (3 Mos 21,1), måtte ikke røre vin i tjenesteperioden (3 Mos 10,9), og desuden var langt hår en gammel præstelig skik (Ez 44,20).

7. Nasiræere for livet:

De eneste "nasiræere for livet", som vi kender ved navn, er Samson, Samuel og Johannes Døber, men til disse føjer jødisk tradition Absalom på grund af hans lange hår. Vi kender ingen, der frivilligt aflagde løftet for livet; alle de berettede tilfælde er tilfælde, hvor forældre indviede deres børn. I rabbinsk tid kunne faderen, men ikke moderen, aflægge løftet for barnet, og et interessant tilfælde af denne art nævnes i indvielsen af Rabbi Chanena ved hans far i nærvær af Rabban Gamaliel (Nazir, 29b).

8. Samsons tilfælde:

Samson kaldes udtrykkeligt nasiræer i Dom 13,7 og 16,17, men det er blevet indvendt, at hans tilfælde ikke stemmer med forskrifterne i Pentateuken. Det siges, at han må have drukket vin, da han holdt fest for sine venner, men det følger ikke deraf og ville ikke blive forstået sådan, for eksempel i et muslimsk land i dag. Det fremføres endvidere, at han i forbindelse med sin kamp må være kommet i berøring med mange døde mænd, og at han tog honning fra løvens kadaver. For os virker disse indvendinger overkritiske. Kamp var særlig forudsat i hans løfte (Dom 13,5), og resterne af løven ville kun være et tørt skelet og ikke engang så besmittende som æselets kæbeben, hvilket kritikerne ikke gør indsigelse imod.

9. Samuels tilfælde:

Samuel kaldes ingen steder i Det Gamle Testamente en nasiræer; navnet anvendes først på ham i Sirak 46,13 (hebraisk), men begrænsningerne ved hans indvielse synes at antyde, at han var det. Wellhausen benægter, at det i 1 Sam 1,11 antydes, at han enten var en Nathin ("en gave, (en) 'givet' til Jahve"; sammenlign 4 Mos 3,9; 4 Mos 18,6) eller en nasiræer. I den hebraiske tekst nævner moderens løfte kun det uklippede hår, og først i Septuaginta tilføjes det, at han ikke skulle drikke vin eller stærk drik, men dette er et af de tilfælde, hvor vi ikke bør betragte tavshed som endeligt bevis. Snarere må det anses for, at kun det synlige tegn nævnes, mens hele løftets indhold er underforstået.

10. Tegn på guddommelig gunst:

Det er meget sandsynligt, at nasiræere blev talrige i Israel i perioder med stor religiøs eller politisk ophidselse, og i Dom 5,2 kan vi omskrive: 'For de langhårede forkæmpere i Israel.' At de blev rejst op, blev betragtet som et særligt tegn på Guds gunst mod Israel, og at friste dem til at bryde deres løfte ved at drikke vin blev regnet for en særligt grov synd (Am 2,11; Am 2,12). På fangenskabets tid blev de set som en forsvunden herlighed i Israel (Klag 4,7 randnote), men de dukkede igen op i senere historie.

11. Dannede ikke fællesskaber:

Så vidt vi kan opdage, er der ingen antydning af, at de dannede laug eller faste fællesskaber som "profetsønnerne". I en vis forstand kan essæerne have videreført traditionen, og Jakob, Herrens bror (Euseb., HE, II, xxiii, 3, efter Hegesippus), og også Banns, Josefus' lærer (Vita, 2), som sandsynligvis er den samme som den Buni, der nævnes som en discipel af Jesus i Sanhedrin 43a, var fromme asketer af en art, der lignede nasiræere. Berenikes løfte var også tydeligvis en nasiræers (Josefus, B J, II, xv, 1).

12. Blandt de tidlige kristne:

Johannes Døbers tilfælde er ganske sikkert, og det var sandsynligvis det middel, hvorved skikken blev indført blandt de tidlige kristne. Det var tydeligt et nasiræerløfte, som Paulus aflagde, "efter at have ladet sit hoved rage i Kenkreæ" (ApG 18,18), og som han fuldførte i Jerusalem sammen med andre kristne i samme situation (ApG 21,23).

Da udgifterne ved frigørelsen var tunge for fattige mænd, blev sådanne undertiden hjulpet i denne sag af deres rigere brødre. Således hjalp Agrippa, da han vendte tilbage fra Rom, mange nasiræere (Josefus, Ant., XIX, vi, 1), og Paulus bar også udgifter sammen med andre (ApG 21,23).

Vi støder på noget af samme slags i mange lande, og vi finder, at særlig afholdenhed altid fremhæves. Således møder vi en klasse af "løftebundne" allerede på Hammurabis tid, og hans lovsamling vier ganske mange paragraffer til dem. Blandt andre begrænsninger havde de endda forbud mod at gå ind i et vinhus (Sect, 110).

13. Paralleller blandt andre folk:

Dernæst kender vi grækernes hierodouloi og romernes vestalinder. Ordet nezir forekommer også på syrisk og blev anvendt om de unge piger, der var viet til Belthis' tjeneste. Også i Østen har der altid været enkeltpersoner og samfund af asketer, som i praksis var nasiræere, og den moderne dervish ligner ham på næsten enhver måde, mens det i denne forbindelse er værd at nævne, at muslimen (en afholdende ifølge sin trosbekendelse), mens han er under pilgrimsfærdens løfte, hverken klipper sit hår eller skærer sine negle, før hans løfte er fuldendt i Mekka.

W. M. Christie