nik-o-de'-mus (Nikodemos): En farisæer og en "jødernes rådsherre", kun nævnt af Johannes. Han

(1) talte med Kristus i Jerusalem og blev af ham undervist om læren om den nye fødsel (Joh 3,1-15),

(2) forsvarede ham for Synedriet (Joh 7,50-52), og

(3) hjalp ved hans begravelse (Joh 19,39-42).

1. Samtalen:

Dette møde, som man har formodet fandt sted i Johannes' hus (Joh 3,1-15), var et af resultaterne af vor Herres tjeneste i Jerusalem under den første påske (sammenlign Joh 3,2 med Joh 2,23). Skønt Nikodemus således var blevet vundet til at tro på den guddommelige karakter af Kristi sendelse, var hans tro endnu meget ufuldstændig, idet han kun troede, at han var inspireret på samme måde som Det Gamle Testamentes profeter. Til denne frygtsomme tro svarede hans tilbageholdenhed i handling, som viste sig ved, at han kom "om natten", for at han ikke skulle støde sine kolleger i Synedriet og de andre fjendtligt indstillede jøder (Joh 3,2). Som svar på det tilslørede spørgsmål, der lå i Nikodemus' ord, og for at overbevise ham om, hvor utilstrækkelig en blot intellektuel tro er, forkyndte Kristus for ham nødvendigheden af en åndelig genfødelse: "Hvis et menneske ikke bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige" (Joh 3,3). Dette forstod Nikodemus kun i materiel betydning, og det voldte ham derfor rådvildhed og forvirring (Joh 3,4). Men Kristus besvarede, ligesom ved en anden lejlighed, da han behandlede sine spørgere om et lignende lærespørgsmål (sammenlign Joh 6,52; Joh 6,53), kun hans forlegenhed ved at gentage sin tidligere udtalelse (Joh 3,5). Derefter fortsatte han med at give en yderligere forklaring. Genfødslen er ikke ydre, men indre; den angår ikke legemet, men sjælen (Joh 3,6). Ligesom Gud er den egentlige virkende kraft ved legemets fødsel, således er han også skaber af den nye ånd; og ligesom ingen ved, hvorfra vinden kommer, eller "hvor den farer hen", men alle, som kommer under dens indflydelse, kan mærke dens virkninger, sådan er det med genfødslen. Kun de, som har erfaret den som en forandring i sig selv, virket af den guddommelige kraft, er egnede til at bedømme enten dens virkelighed eller dens virkninger (Joh 3,7; Joh 3,8). Men Nikodemus forblev stadig uoplyst, eftersom en sådan erfaring endnu ikke var blevet hans (Joh 3,9). Kristus fordømte derfor en sådan blindhed hos en, som dog bekendte sig til at være lærer i åndelige ting (Joh 3,10), og understregede virkeligheden i sit eget liv af de sandheder, han havde udlagt (Joh 3,11). Hermed vendte Kristus tilbage til det problem, som lå under Nikodemus' første udtalelse. Hvis Nikodemus ikke kan tro på "jordiske ting", dvs. på den nye fødsel, som, skønt den kommer ovenfra, dog virkeliggøres i denne verden, hvordan kan han da håbe at forstå "himmelske ting", dvs. de dybere mysterier i Guds hensigt med at sende Kristus ind i verden (Joh 3,12), Kristi guddommelige sønnekår (Joh 3,13), hans forhold til forsoningen og menneskets frelse (Joh 3,14), og hvordan en levende modtagelse af ham og næring af ham i sig selv er guddommeligt liv (Joh 3,15; sammenlign Joh 6,25-65)?

2. Forsvaret:

Ovennævnte samtale, skønt tilsyneladende frugtesløs på det tidspunkt, var ikke uden virkning på Nikodemus. Ved løvhyttefesten, da Synedriet var rasende over Kristi forkyndelse af sig selv som det "levende vand" (Joh 7,37; Joh 7,38), fik Nikodemus mod til at rejse sig til hans forsvar. Men også her viste han sin naturlige tilbageholdenhed. Han aflagde ikke et personligt vidnesbyrd om sin tro på Kristus, men søgte snarere at forsvare ham ud fra et punkt i jødisk lov (Joh 7,50-52; sammenlign 2 Mos 23,1; 5 Mos 1,16; 5 Mos 1,17; 5 Mos 17,6; 5 Mos 19,15).

3. Begravelsen:

Ved denne åbne ærbødighedshandling bekendte Nikodemus endelig offentligt, at han hørte til Kristi tilhængere. Hans rigdom gjorde det muligt for ham at skaffe den "blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund", hvormed Jesu legeme blev balsameret (Joh 19,39).

Nikodemusevangeliet og andre apokryfe skrifter fortæller, at Nikodemus aflagde vidnesbyrd til fordel for Kristus ved retssagen for Pilatus, at han blev frataget sit embede og forvist fra Jerusalem af de fjendtligt indstillede jøder, og at han blev døbt af Peter og Johannes. Hans jordiske rester skulle efter sigende være blevet fundet i en fælles grav sammen med Gamaliels og Stefanus' rester.

Nikodemus er en type på den "velunderviste og eftertænksomme jøde, som så hen til opfyldelsen af det nationale håb ad den linje, han selv var gået, som en fortsættelse og ikke en ny begyndelse" (Westcott). Den måde, hvorpå evangelieberetningen skildrer overvindelsen af hans naturlige frygtsomhed og tøvende tro, er i sig selv en smuk illustration af Åndens virke, af hvordan troen på Menneskesønnen i sandhed er en ny fødsel og indgangen til evigt liv.

C. M. Kerr