ne-he-mi'-a, ne-hem-i'-a (nechemyah, "trøstet af Yah"):

1. Familie

2. Ungdom

3. Kongens mundskænk

4. Statholder i Judæa

5. Død

LITTERATUR

Nehemias, Hakaljas søn, er den jødiske patriot, hvis liv er skildret i det bibelske skrift, der er opkaldt efter ham. Alt, hvad vi ved om ham fra samtidige kilder, findes i denne bog; derfor henvises læserne af denne artikel til Nehemias' Bog for den bedste og fyldigste beretning om hans ord og gerninger.

Se EZRA-NEHEMIAH.

1. Familie:

Alt, hvad der vides om hans familie, er, at han var Hakaljas søn (Neh 1,1), og at en af hans brødre hed Hanani (Neh 1,2; Neh 7,2); sidstnævnte var en mand af tilstrækkelig karakter og betydning til at være blevet sat som leder over Jerusalem.

Ud fra Neh 10,1-8 har nogle sluttet, at han var præst, eftersom Nehemias står først i listen over navne, der ender med udtrykket: "disse var præsterne." Denne opfattelse støttes af de syriske og arabiske oversættelser af 10,1, som lyder: "Nehemias, den ældste, søn af Hananja, præsternes øverste"; og af den latinske Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) til 2 Makk 1,21, hvor han kaldes "præsten Nehemias," og muligvis af 2 Makk 1,18, hvor det siges, at Nehemias "bragte ofre, efter at han havde bygget templet og alteret."

Argumentet, der bygger på Neh 10,1-8, falder bort, hvis vi ændrer vokaliseringen af "Seraja" i vers 3 og læser "dets fyrster," med henvisning tilbage til fyrsterne i 10,1. I så fald ville Nehemias og Sidkija være fyrsterne; derefter ville præsterne komme og dernæst levitterne.

Nogle har ment, at han var af Judas kongelige slægt, eftersom han omtaler sine "fædres grave" i Jerusalem (Neh 2,3). Dette ville kun være et godt argument, hvis det kunne påvises, at ingen andre end konger havde grave i Jerusalem.

Det er også blevet hævdet, at han var af fornem slægt på grund af sin stilling som mundskænk hos Persiens konge. For at underbygge dette argument måtte det påvises, at ingen andre end personer af fornem fødsel kunne tjene i denne stilling; men det er ikke blevet påvist og kan ikke påvises.

2. Ungdom:

Ud fra den kendsgerning, at Nehemias sørgede så dybt over byens og sine fædres graves ødelæggelse, og at han var så nidkær for Judas Guds love, kan vi med rette slutte, at han blev opdraget af fromme forældre, som underviste ham i det jødiske folks historie og lov.

3. Kongens mundskænk:

Uden tvivl på grund af sin retskaffenhed og dygtighed blev han tilsyneladende i en tidlig alder udnævnt af Artaxerxes, Persiens konge, til den ansvarsfulde stilling som kongens mundskænk. Der kan nu ikke være nogen mulig tvivl om, at denne konge, hans konge, var Artaxerxes, den første af dette navn, almindeligvis kaldet Longimanus, som herskede over Persien fra 464 til 424 f.Kr. Omtalen af sønnerne af Sanballat, statholderen i Samaria, i et brev skrevet til præsterne i Jerusalem i 407 f.Kr., blandt hvem Johanan nævnes særligt, beviser, at Sanballat må have regeret på Artaxerxes I's tid snarere end på Artaxerxes II's tid.

Mundskænkens embede var "en stilling af ikke ringe ære" (Herod. iii.34). Det var en af hans vigtigste pligter at smage på vinen for kongen for at sikre, at den ikke var forgiftet, og han fik endda adgang til kongen, mens dronningen var til stede (Neh 2,6). Det var på grund af denne stilling i nær fortrolighed med kongen, at Nehemias var i stand til at få sin fuldmagt som statholder i Judæa samt de breve og forordninger, der satte ham i stand til at genopbygge Jerusalems mure.

4. Statholder i Judæa:

Anledningen til denne fuldmagt var følgende: Hanani, Nehemias' bror, og andre mænd fra Juda kom for at besøge Nehemias, mens han var i Susa i den 9. måned i Artaxerxes' 20. regeringsår. De fortalte, at jøderne i Jerusalem var i stor nød, og at byens mur var brudt ned og dens porte brændt med ild. Da sørgede han og fastede og bad til Gud om, at han måtte få gunst hos kongen. Da han trådte frem for denne i den 1. måned i Artaxerxes' 21. regeringsår, 444 f.Kr., fik han tilladelse til at rejse til Jerusalem for at bygge byen, hvor hans fædres grave var, og han fik breve til statholderne i Syrien og Israels land og især til Asaf, opsynsmanden over kongens skov, med befaling om at levere tømmer til muren, borgen og templet. Han blev også udnævnt til statholder over den provins, hvis hovedstad var Jerusalem.

Udrustet med disse legitimationsbreve og beføjelser begav han sig til Jerusalem og gik straks i gang med genopbygningen af murene, et arbejde, hvor han blev hindret og plaget af Sanballat, statholderen i Samaria, og andre, nogle af dem jøder, der boede i Jerusalem. Ikke desto mindre lykkedes hans forehavende, og til sidst sørgede han også for porte til de forskellige indgange til byen.

Da han havde gennemført disse ydre istandsættelser, indførte han en række sociale reformer. Han udnævnte de embedsmænd, der var nødvendige for en bedre styrelse, lod folket undervise i loven gennem offentlige oplæsninger og udlægninger, fejrede løvhyttefesten og holdt en national faste, hvor folkets synder blev bekendt, og en ny pagt med Jahve højtideligt blev bekræftet. Folket gik med til at undgå ægteskaber med hedningerne, at holde sabbatten og at bidrage til templets underhold. For at sørge for byens sikkerhed og velstand blev én ud af hver ti af dem, der boede uden for Jerusalem, tvunget til at bosætte sig i byen. I alle disse reformer blev han bistået af Ezra, som var draget op til Jerusalem i Artaxerxes' 7. regeringsår.

5. Død:

Én gang, eller måske oftere, vendte Nehemias under sin statholdertid tilbage til kongen. Man ved intet om, hvornår eller hvor han døde. Det er dog sikkert, at han ikke længere var statholder i 407 f.Kr.; for på det tidspunkt, ifølge det aramaiske brev skrevet fra Elefantine til præsterne i Jerusalem, beklædte Bagohi stillingen som statholder over Judæa. En af de sidste handlinger under Nehemias' styre var bortjagelsen af en af sønnerne af Jojada, Eljashibs søn, fordi han var blevet svigersøn til Sanballat, statholderen i Samaria. Da denne Jojada var far til Johanan (Neh 12,22), som ifølge den aramaiske papyrus var ypperstepræst i 407 f.Kr., og som ifølge Josefus (Ant., XI, viii.1) var ypperstepræst, mens Bagohi (Bogoas) var general i Artaxerxes' hær, er det sikkert, at Nehemias på dette tidspunkt ikke længere var ved magten. Af den tredje af Sachau-papyrerne synes det, at Bagohi allerede var statholder i 410 f.Kr.; og at samtidig Dalaja, Sanballats søn, var statholder i Samaria. Mere bestemte oplysninger om disse punkter kan man for nærværende ikke få.

LITTERATUR.

De eneste tidlige udenbibelske oplysninger vedrørende Nehemias og Judæa på hans tid findes:

(1) i de egyptiske papyri fra Elefantine ("Aramaische Papyri und Ostraka aus einer judischen Militar-Kolonie zu Elephantine," Altorientalische Sprachdenkmaler des 5. Jahrhunderts vor Chr., Bearbeitet von Eduard Sachau. Leipzig, 1911);

(2) hos Josefus, Ant., XI, vi, 6-8; vii, 1, 2;

(3) i Siraks Bog 49,13, hvor der siges: "Nehemias' ry er herligt; han, som genrejste vore øde steder og genoprettede vore ruiner og satte portene og slåerne op"; (4) og endelig i 2 Makk 1,18-36 og 2,13; i den sidste af disse passager tales der om "Nehemias' skrifter og kommentarer; og hvordan han, da han grundlagde et bibliotek, samlede kongernes og profeternes og Davids beretninger og kongernes breve om de hellige gaver."

R. Dick Wilson

ne-he-mi'-as: Græsk form af det hebraiske Nehemias.

(1) Neemias, en af lederne for hjemkomsten under Zerubbabel (1 Esdras 5,8), svarer til "Nehemias" i Ezra 2,2; Neh 7,7.

(2) Neemias, Codex Vaticanus Naimias, profeten Nehemias (1 Esdras 5,40, hvor KJV's randnote lyder: "Nehemias, som også er Atharias"). Hverken Nehemias eller Attharias findes i parallellen Ezra 2,63; Neh 7,65, men ha-tirshatha' svarer til Tirshatha, "statholderen," hvormed Zerubbabel må være ment. Således er det hebraiske ord for "statholder" blevet omdannet til et egennavn, og ved en eller anden fejltagelse er navnet Nehemias blevet indsat, måske fordi han også var kendt under titlen "statholder."

S. Angus