ni-kop'-o-lis (Nikopolis): En by i Israels land, halvvejs mellem Jaffa og Jerusalem, nu kaldet Ammas, nævnt i 1 Makk 3,40.57 og 9,50. Den tidligere by (Emmaus) blev brændt af Quintilius Varus, men blev genopbygget i 223 e.Kr. som Nikopolis.

Det Nikopolis, som Paulus opfordrer Titus til at komme til (pros me eis Nikopolin, ekei gar kekrika paracheimasai (Tit 3,12)), er dog sandsynligvis byen af dette navn, beliggende på det sydvestlige forbjerg i Epirus. Hvis denne opfattelse er rigtig, må den påstand, som nogle forfattere har fremsat, at Paulus' arbejde fra det østlige Grækenland (Athen, Thessalonika, Filippi, Korinth) strakte sig til Italien, og at han aldrig besøgte det vestlige Grækenland, ændres. Det er sandt, at vi ikke hører om hans forkyndelse i Patras, Zakynthos, Kefallinia, Kerkyra (det moderne Korfu), som, som mellemstation til og fra Sicilien, altid havde forrang blandt de ioniske øer; men der kan næppe være tvivl om, at hvis hans plan om at tage til Nikopolis blev gennemført, ønskede han at evangelisere provinsen Epirus (såvel som Akarnanien) i det vestlige Grækenland. Ja, det var sandsynligvis netop i denne by Nikopolis, at han blev arresteret og ført til Rom for at stilles for retten--i løbet af en af vintrene mellem 64-67 e.Kr.

Nikopolis lå kun få kilometer nord for det moderne Preveza, hovedbyen i Epirus i dag, den by som grækerne bombarderede i 1912 i håb om at vriste den fra tyrkerne. Den gamle by blev grundlagt af Augustus, hvis lejr tilfældigvis var slået op dér natten før det berømte slag mod Antonius (31 f.Kr.). Bugten, kaldet Ambracia i oldtiden, er nu kendt som Arta. På sydsiden lå Actium, hvor slaget blev udkæmpet. Lige overfor, kun en halv mil borte, på det nordlige forbjerg, lå Augustus' lejr. For at mindes sejren over sin modstander byggede den romerske kejser en by på det nøjagtige sted, hvor hans hær havde haft lejr ("Sejrsbyen"). På højen, der nu kaldes Michalitzi, på stedet for hans eget telt, byggede han et tempel for Neptun og indstiftede lege til ære for Apollon, som man mente havde hjulpet ham i søslaget. Nikopolis blev snart metropol i Epirus, med en selvstyrende forfatning efter græsk skik. Men på kejser Julians tid (362) var byen gået i forfald, i hvert fald delvis. Den blev plyndret af goterne, genoprettet af Justinian og forsvandt til sidst helt i middelalderen, så vidt historiens kilder viser. Et dokument har Nikopolis he nun Prebeza, "Nikopolis], som nu er Prebeza." På Augustus' tid var Nikopolis dog en blomstrende by. Kejseren samlede her befolkningen fra Aitolien og Akarnanien og gjorde byen til et ledende medlem af det amfiktyoniske råd. Der findes betydelige ruiner af den gamle by, deriblandt to teatre, et stadion, en akvædukt osv.

LITTERATUR.

Kuhn, Ueber die Entstehung der staate der Alten.

J. E. Harry