na'-dab (nadhabh, "ædel"; Nadab):

(1) Arons førstefødte søn (2 Mos 6,23; 4 Mos 3,2; 4 Mos 26,60; 1 Krøn 6,3 (hebraisk 5,29); 24,1). Han fik lov til sammen med Moses, Aron, de 70 ældste og sin bror Abihu at stige op på Sinaj bjerg og skue Israels Gud (2 Mos 24,1; 2 Mos 24,9). Han blev knyttet til sin far og sine brødre i præstetjenesten (2 Mos 28,1). Sammen med Abihu gjorde han sig skyldig i at frembære "fremmed ild", og begge "døde for Jahves ansigt" (3 Mos 10,1; 3 Mos 10,2; 4 Mos 3,4; 4 Mos 26,61). Karakteren af deres forseelse er langt fra klar. Det ord, der gengives "fremmed", synes i denne forbindelse ikke at betyde mere end "ikke autoriseret af loven" (se zur i BDB, og sammenlign 2 Mos 30,9). Vinforbuddet for tjenestegørende præster, som står tæt på (3 Mos 10,8; 3 Mos 10,9), har givet anledning til Midrash' fejlagtige forslag om, at brødrenes forseelse var beruselse.

(2) En efterkommer af Jerahme'el (1 Krøn 2,28; 1 Krøn 2,30).

(3) En gibeonit (1 Krøn 8,30).

(4) Søn af Jeroboam I og efter ham konge over Israel i to år (1 Kong 14,20; 1 Kong 15,25). Mens Nadab belejrede Gibbeton, en filistæisk fæstning, sammensvor Ba'asha, som sandsynligvis var officer i hæren, sådan som trontilranere sædvanligvis var, sig imod ham, dræbte ham og greb tronen (1 Kong 15,27-31). Med mordet på Nadab blev Jeroboams dynasti udryddet, som profeten Akija havde forudsagt (1 Kong 1). Denne begivenhed er typisk for hele Nordrigets historie, præget af revolutioner og modrevolutioner.

John A. Lees