ga-la'-shi-a, ga-la'-sha (Galatia):

I. INDLEDNING

1. To betydninger af navn

(1) Geografisk

(2) Politisk

2. Spørgsmål, der skal besvares

II. OPRINDELSEN TIL NAVNET

1. Det galliske rige

2. Overføring til Rom

3. Den romerske provins

III. LUKAS' BERETNING

1. Stadier i evangeliseringen af provinsen

2. De nævnte menigheder

IV. PAULUS' BRUG AF "GALATERE"

I. Indledning.

1. To betydninger af navn:

"Galatien" var et navn, der blev brugt i to forskellige betydninger i det 1. århundrede efter Kristus:

(1) Geografisk

Til at betegne et land i den nordlige del af Asien Minors centrale højslette, grænsende til Paphlagonien og Bithynien mod nord, Frygien mod vest og syd, Kappadokien og Pontus mod sydøst og øst, omkring kildestudierne til Sangarios og midtløbet af Halys;

(2) Politisk

Til at betegne en stor provins i det romerske rige, der omfattede ikke blot landet Galatien, men også Paphlagonien og dele af Pontus, Frygien, Pisidien, Lykalonien og Isaurien. Navnet forekommer i 1Kor 16,1; Gal 1,2; 1 Pet 1,1 og muligvis 2 Tim 4,10. Nogle forfattere antager, at Galatien også nævnes i Apg 16,6; Apg 18,23; men det græske her har udtrykket "det galatiske område" eller "egn", skønt de engelske bibeloversættelser har "Galatien"; og man må ikke uden bevis antage, at "det galatiske område" er ensbetydende med "Galatien". Hvis fx en moderne beretning nævnede, at en rejsende krydsede britisk territorium, ved vi, at dette betyder noget helt andet end at krydse Storbritannien. "Det galatiske område" har en anden betydning end "Galatien"; og selv hvis vi skulle finde, at det geografisk var ensbetydende, havde forfatteren en grund til at bruge netop denne form.

2. Spørgsmål, der skal besvares:

De spørgsmål, der skal besvares, er: (a) I hvilken af de to betydninger bruges "Galatien" af Paulus og Peter? (b) Hvad mente Lukas med det galatiske område eller egn? Disse spørgsmål har ikke blot geografisk betydning; de har afgørende indflydelse på mange punkter vedrørende Paulus' biografi, kronologi, missioneringswerk og metoder.

II. Oprindelsen til navnet "Galatien".

1. Det galliske rige:

Navnet blev introduceret til Asien efter 278-277 f.Kr., da en stor gruppe migrerende gallere (Galatai på græsk) krydssede over fra Europa på indbydelse af Nikomedes, konge af Bithynien; efter at have hærget en stor del af Vesasien Minor blev de gradvist indsnævret til et område, og grænserne blev fastsat for dem efter 232 f.Kr. Således opstod den uafhængige stat Galatien, befolket af tre galliske stammer, Tolistobogioi, Tektosages og Trokmoi, med tre bycentre, Pessinus, Ankara og Tavion, som havde medbragt deres hustruer og familier, og som derfor fortsatte med at være en særskilt gallisk race og stamme (hvilket ville have været umuligt, hvis de var kommet som blotte krigsfolk, der tog hustruer blandt de erobrede indbyggere). Det galliske sprog blev tilsyneladende påtvunget alle de gamle indbyggere, som blev i landet som en lavere kaste. Galatæerne tilegsnede sig snart landets religion ved siden af deres egen; sidstnævnte bevarede de i det mindste så sent som i det 2. århundrede efter Kristus, men det var politisk vigtigt for dem at opretholde og udøve magten fra det gamle præstedømme, som ved Pessinus, hvor galatæerne delte embedet med de gamle præsteslægter.

2. Overføring til Rom:

Den galatiske stat af de tre stammer varede til 25 f.Kr., først styret af et råd og af tetrarkjer, eller fyrster af de tolv divisioner (fire for hver stamme) blandt folket, derefter efter 63 f.Kr. af tre konger. Af disse lykkedes det Deiotaros at etablere sig som enekongे ved at myrde de to andre stammekongер; og efter hans død i 40 f.Kr. gik hans magt over til Kastor og derefter til Amyntas, 36-25 f.Kr. Amyntas testamenterede sit rige til Rom; og det blev gjort til en romersk provins (Dion Cass. 48, 33, 5; Strabo, 567, udelader Kastor). Amyntas havde også styret dele af Frygien, Pisidien, Lykalonien og Isaurien. Den nye provins omfattede disse dele, og til den blev føjet Paphlagonien 6 f.Kr., dele af Pontus 2 f.Kr. (kaldet Pontus Galaticus til forskel fra østlig Pontus, som blev styret af Kong Polemon og kaldet Polemoniacus), og i 64 også Pontus Polemoniacus. Dele af Lykalonien var ikke romersk og blev styret af Kong Antiochos; fra 41 til 72 e.Kr. tilhørte Laranda dette område, som blev skelnet som Antiochiana regio fra det romerske område Lykalonien kaldet Galatica.

3. Den romerske provins:

Denne store provins var opdelt i regiones til administrative formål; og regiones svarede omtrent til de gamle nationale inddelinger Pisidien, Frygien (med Antiokia, Ikonium, Apollonia), Lykaonien (med Derbe, Lystra og et distrikt organiseret efter landsbysystemet) osv. Se Calder i Journal of Roman Studies, 1912. Denne provins blev af romerne kaldt Galatien, fordi den var Amyntas' kongerige (ganske som provinsen Asien, der også bestod af en række forskellige lande, lige så forskellige og fremmede for hinanden som landene i provinsen Galatien, og som fik dette navn, fordi romerne i folkelig og upræcis tale omtalte kongerne over denne samling lande som konger af Asien). Omfanget af begge navne, Asien og Galatien, varierede i romersk sprogbrug med de skiftende grænser for hver provins. Navnet "Galatien" bruges til at betegne provinsen, sådan som den var på det pågældende tidspunkt, af Ptolemæus, Plinius v.146, Tacitus Hist. ii.9; Ann. xiii. 35; senere krønikeskrivere, Syncellus, Eutropius og Hist. Aug. Max. et Balb. 7 (som hentede det fra tidligere autoriteter og brugte det i den gamle betydning, ikke i den betydning, der var sædvanlig på deres egen tid); og i indskrifter CIL, III, 254, 272 (Eph. Ep. v.51); VI, 1408, 1409, 332; VIII, 11028 (Mommsen med rette, ikke Schmidt), 18270 osv. Det vil bemærkes, at disse næsten alle er romerske kilder og (som vi skal se) udtrykker et rent romersk synspunkt. Hvis Paulus brugte navnet "Galatien" til at betegne provinsen, ville det vise, at han konsekvent og naturligt anlagde et romersk synspunkt, brugte navne i en romersk betydning og grupperede sine menigheder efter romerske provinsinddelinger; men det er karakteristisk for apostlen, som skuede frem fra Asien mod Rom (ApG 19,21), sigtede mod erobring af imperiet og marcherede gennem riget fra provins til provins (Makedonien, Akaja, Asien er altid provinser for Paulus). I Østen og den græsk-asiatiske verden var tendensen derimod at omtale provinsen enten som den galatiske eparki (som i Ikonium i 54 e.Kr., CIG, 3991) eller ved opregning af dens regiones (eller et udvalg af regiones). Den sidstnævnte metode følges i en række indskrifter fundet i provinsen (CIL, III, passim). Lad os nu anvende disse samtidige kendsgerninger på fortolkningen af Lukas' beretning.

III. Lukas' beretning.

1. Stadier i evangeliseringen af provinsen:

Evangeliseringen af provinsen begyndte i ApG 13,14. Stadierne er:

(1) tilhørerne i synagogen, ApG 13,42 f;

(2) næsten hele byen, 13,44;

(3) hele egnen, dvs. et stort distrikt, som blev påvirket fra hovedstaden (ligesom hele Asien blev påvirket fra Efesos 19,10);

(4) Ikonium, en anden by i denne egn: i 13,51 nævnes ingen grænse;

(5) en ny egn, Lykaonien, med to byer og det omgivende distrikt (14,6);

(6) tilbagerejsen for at organisere menighederne i (a) Lystra, (b) Ikonium og Antiokia (den sekundære læsemåde hos Westcott og Hort, (kai eis Ikonion kai Antiocheleian), er rigtig, idet den skelner mellem de to egne (a) Lykaonien, (b) den med Ikonium og Antiokia);

(7) fremrykning gennem egnen Pisidien, hvor ingen menigheder blev grundlagt (det pisidiske Antiokia ligger ikke i denne egn, som ligger mellem Antiokia og Pamfylien).

Igen (i ApG 16,1-6) besøgte Paulus på ny de to regiones:

(1) Derbe og Lystra, dvs. regio Lycaonia Galatica,

(2) den frygiske og galatiske egn, dvs. den egn, som racemæssigt var frygisk og politisk galatisk. Paulus gennemrejste begge egne; han grundlagde ingen nye menigheder, men styrkede kun de eksisterende disciple og menigheder. I ApG 18,23 besøgte han igen de to regiones, og de opregnes kort:

(1) den galatiske egn (sådan kort kaldt af en rejsende, som netop havde gennemrejst Antiochiana og skelnede Galatica fra den);

(2) Frygien. Ved denne lejlighed appellerede han særligt, ikke til menigheder som i 16,6, men til disciple; det var et sidste besøg og havde til hensigt personligt at nå hvert enkelt menneske, før Paulus drog bort til Rom og Vesten. Ved denne lejlighed blev indsamlingen til de fattige i Jerusalem iværksat, og udbyttet blev senere bragt af Timotheus og Gajus fra Derbe (ApG 20,4; ApG 24,17; 1 Kor 16,1); dette var et middel til at knytte de nye menigheder til troens oprindelige centrum.

2. De nævnte menigheder:

Disse fire menigheder nævnes af Lukas altid som hørende til to regiones, Frygien og Lykaonien; og hver egn beskrives i ét tilfælde som galatisk, dvs. som en del af provinsen Galatien. Lukas fulgte ikke romersk skik, sådan som Paulus gjorde; han fastholdt grækernes og de asiatiske folks skik og betegnede provinsen ved at opregne dens regiones, idet han brugte udtrykket galatisk (som i Pontus Galaticus og i Ikonium, CIG, 3991) til at angive provinsens overordnede enhed. Ved at bruge dette adjektiv om begge regiones markerede han sit synspunkt: at alle fire menigheder er indbefattet i den provinsielle enhed.

Ud fra Paulus' henvisninger forstår vi, at han betragtede menighederne i Galatien som én gruppe, omvendt sammen (Gal 4,13), udsat for de samme påvirkninger og i forandring sammen (Gal 1,6; Gal 1,8; Gal 3,1; Gal 4,9), og naturligt besøgt på én gang af en rejsende (Gal 1,8; Gal 4,14). Han tænker aldrig på menigheder i Frygien eller i Lykaonien; kun på provinsen Galatien (ligesom på provinserne Asien, Makedonien, Akaja). Paulus samlede ikke alle menighederne fra én rejse i én klasse: han gik direkte fra Makedonien til Athen og Korinth, men regner menighederne i Makedonien adskilt fra dem i Akaja. Troas og Laodikea og Kolossæ regnede han til Asien (ligesom Lukas gjorde med Troas ApG 20,4), Filippi til Makedonien, Korinth til Akaja. Disse klassifikationer er kun sande efter romersk brug, ikke efter tidlig græsk brug. Skikken med at klassificere efter provinser, som var universel i den fuldt udviklede kirke i den kristne tidsalder, stammede fra apostlenes brug (sådan som Theodor af Mopsuestia udtrykkeligt hævder i sin kommentar til Første Timotheusbrev (Swete, II, 121); Harnack accepterer denne del af udsagnet (Verbreitung, 2. udgave, I, 387; Expansion, II, 96)). Hans menigheder hørte altså til de fire provinser Asien, Galatien, Akaja, Makedonien. Der fandtes ingen andre paulinske menigheder; alle var forenet i pengegaven, som blev bragt til Jerusalem (ApG 20,4; ApG 24,17).

IV. Paulus' brug af "galaterne".

Befolkningen i provinsen Galatien, som bestod af mange forskellige folkeslag, blev, når de blev sammenfattet under ét, kaldt Galatai af Tacitus, Ann. xv.6; Syncellus, når han siger (Augoustos Galatais phorous etheto), følger en ældre historiker, der beskriver pålæggelsen af skatter på provinsen; og en indskrift fra Apollonia Phrygiae kalder byens folk Galatae (Lebas-Waddington, 1192). Hvis Paulus talte til Filippi eller Korinth eller Antiokia enkeltvis, henvendte han sig til dem som filippere, korinthere, antiokere (Fil 4,15; 2 Kor 6,11), ikke som makedonere eller akajere; men når han skulle henvende sig til en gruppe af flere menigheder (som Antiokia, Ikonion, Derbe og Lystra), kunne han kun bruge den provinsielle enhed, Galatae.

Alle forsøg på i Paulus' brev til galaterne at finde hentydninger, der særligt passer til gallernes eller Galatae's karakter, er slået fejl. Gallerne var et aristokrati i et land, som de havde erobret. De holdt stædigt fast ved deres egen keltiske religion længe efter Paulus' tid, selv om de også anerkendte magten hos landets gamle gudinde. De talte deres eget keltiske sprog. De var stolte, ja pralende, og uafhængige. De bevarede deres oprindelige lov under imperiet. De "galatere", som Paulus skrev til, var meget hurtigt gået over til en ny form for religion, ikke af vægelsind, men på grund af en vis tilbøjelighed til en mere orientalsk form for religion, som krævede mere af dem i form af rituelle ofre. De havde brug for at blive kaldt til frihed; de var underdanige snarere end hovmodige. De talte græsk. De var vant til den græsk-asiatiske lov: den lov om adoption og arv, som Paulus nævner i sit brev, er ikke romersk, men græsk-asiatisk, som på disse områder var lignende, med nogle forskelle; om dette, se forfatterens Historical Commentary on Galatians.

W. M. Ramsay