ge-ha'-zi (gechazi, undtagen i 2 Kong 4,31; 2 Kong 5,25; 2 Kong 8,4; 2 Kong 8,5, hvor det er gechazi, muligvis "synsdals dal"): Elisas fortrolige tjener. Forskellige ord bruges til at betegne hans forhold til sin herre. Han kaldes almindeligvis Elisas "dreng" (na`ar), tjener eller personlig følgesvend; han kalder sig selv (5,25) sin herres tjener eller slave (`ebhedh), og hvis henvisningen til ham i 4,43 er rigtig, får han ifølge RV's randnote betegnelsen "minister" (meshareth), eller øverste tjener hos Elisa.

1. Hans villige tjeneste:

Han nævnes ved tre forskellige lejligheder. Han kommer først til synsfeltet i historien om den velhavende shunammiterinde (2 Kong 4,8-37), som i sit hus havde beredt særlig hyggelig indkvartering for Elisa, som passede hans enkle smag, og som han benyttede sig af så ofte han kom den vej. På sin herres befaling kaldte Gehazi shunammiterinden, så hun kunne belønnes af profeten for sin gavmildhjertet gæstfrihed. Da det ikke lykkedes ham at få damen til at utrykke ønsket om nogen særlig gunst, og da han selv var usikker på, hvordan han skulle gengælde hendes venlighed, rådspurgede Elisa sin tjener, hvis skarpsindighed gjorde ham i stand til at angive for sin herre den gave, som ville tilfredsstille den store kvinde. Da hendes barn døde, søgte shunammiterinden manden fra Gud op ved Karmel, og i sin intense sorg greb hun profetens fødder, "og Gehazi kom hen for at drive hende væk" (2 Kong 4,27)--måske ikke så meget af mangel på medfølelse med kvinden som af et ønske om at beskytte sin herre imod det, han betragtede som uartighed. Så opdagede Elisa selv (2 Kong 4,27) fra det, kvinden sagde (2 Kong 4,28), årsagen til hendes sorg, og han påbød Gehazi som en første foranstaltning at gå straks til Shunem og lægge sin stav på det døde barns ansigt. Gehazi gjorde det, men barnet blev "ikke væcket".

I denne beretning fremtræder Gehazi i gunstig lys som en villig, dygtig tjener, jaloux på sin herres ære; en mand med skarpt blik, hvis råd var værd at spørge til i praktiske spørgsmål.

2. Hans alvorlige synd:

Gehazi viser imidlertid et helt andet ansigt i forbindelse med helbredelsen af Naaman (2 Kong 5,20-27). Så snart den syriske general havde taget afsted fra Elisas hus med sit følge, kunne Gehazis begærlige ånd, som var vakt op ved synet af de kostbare gaver, som profeten havde afslået, ikke længere holde sig tilbage. Løbende efter Naaman bad Gehazi i profetens navn om en talent sølv (ca. 30 kg = værd omkring 2000 dollars) og to par klæder, idet han, som skjul for Elisas sindskift, påstod, at to fattige lærde blandt profetens disciple var kommet til hans herres hus og ville have brug for hjælp og forsørgelse. Naaman, glad for at få lejlighed til at vise sin taknemmelighed over for Elisa, opfordrede Gehazi til at tage to talenter og sendte to tjenerfolk med ham til at bære pengene og klæderne. Da de kom til højen i nærheden af profetens hus, sendte Gehazi mændene bort og gemte skattene. Derefter, med et frejdigt sindelag, som om han havde været i gang med sine daglige pligter, mødte han sin herre, som straks spurgte: "Hvor kommer du fra, Gehazi?" (hebraisk). Da han gav det hurtige svar, at han ikke havde været noget sted, følte Elisa godt, at hans mistanke om sin elskede tjener, sit hjerte (2 Kong 5,26), var velgrundet, og han dadlede ham strengt for den skændsel, han havde påført Guds sag, og nedkaldte på ham og hans familie for evigt den væmmelige sygdom fra den mand, hvis skatte han havde tilegnet sig ved sin skammeligt løgnagtige adfærd. "Og han gik ud fra hans ansyn en spedalsk så hvid som sne."

Ved denne beretning rystes tilliden til Gehazi uventet og brat. Den aktive, iver fulde tjener afsløres som løgner og tyv. Gehazis synd bredte sig i forskellige retninger. Ved sin løgn vildledede han Naaman og fortalte falsk om Elisa; han fortalte ikke blot en løgn, men fortalte en løgn om en anden mand, og denne mand var hans herre og ven. Yderligere skændede han den sande religion; thi det var ikke en tid (2 Kong 5,26) for Guds tjener at tillade, at nogen handelsmæssig tanke blev forbundet med profetens virke i sindet på den syriske general, til hvem Guds magt var blevet så slående åbenbaret, og når mange skindede for at være profeter for verdsligt vinding. Men hvis Gehazis synd også havde mange forgreninger, havde den en eneste rod: fugleri, "pengekærligheden (som) er rod til alle slags ondt" (1 Tim 6,10).

3. Hans sandsynlige omvendelse:

Endeligt nævnes Gehazi (2 Kong 8,1-6) endnu én gang, da han, skønt spedalsk, blev indkaldt af Kong Jehoram for at give ham beretning om alt det store, som Elisa havde gjort. Og da han kom til historien om shunammiterindens barns blive bragt tilbage til live, dukkede kvinden selv op for kongen sammen med sin søn og bad om at blive genindsat i sit hus og sin jord, som hun havde mistet under sine syv års fravær fra sit hjemland i hungersnødens tid. Gehazi vidnede om identiteten af både mor og søn, med det resultat, at kongen straks påbød ikke blot gengivelingen af alle hendes tidligere ejendele, men også alle indtægterne, som hendes jord havde afkastet under hendes ophold blandt israelitterne.

Gehazis fremtræden og optræden ved denne lejlighed giver et vist grundlag for håbet om, at han havde angret sin synd og nu kunne betros at tale sandt; og den glæde, han syntes at finde i at genfortælle de underfulde gerninger, som var gjort af en herre, der, skønt venlig og overbærende mod en fremmed, havde været hård mod ham, kan endda berettige den tro, at der i hans tidligere dage var noget godt i ham over for hans herres Gud. Hvis også, som antydet ovenfor, det ord, der bruges i 2 Kong 4,43 (meshareth), gælder ham--det samme som bruges om Elisa (1 Kong 19,21)--kan vi desto lettere være tilbøjelige til i Gehazis historie at se, hvordan én særlig fristende synd kan hindre et menneske i at indtage sin naturlige plads i rækken af Guds profeter. Lad os dog håbe, at selv om Gehazi blev en "fortabt leder," "blot for en håndfuld sølv," blev han dog ved sand omvendelse frelst fra at blive en fortabt sjæl.

James Crichton