gid'-e-un (gidh`on, "hugger ned", "fælder" eller "høkker"):

1. Hans Familie og Hjemstavn:

Også kaldet Jerubaal (Dom 6,32) og Jerubeset (2 Sam 11,21), yngste søn af Joas, fra Abieserklannen i Manasses stamme. Hans hjemsted var Ofra, og hans familie var en ukendt slægt. Han blev den vigtigste leder af Manasse og den femte nævnte dommer i Israel. Beretningen om hans liv findes i Dom 6-8.

Joas var afgudsdyrker, og ofre til Baal var almindelige blandt hele klanen. Gideon synes at have set ned på denne dyrkelseform og at have gruet dybt over årsagerne til Israels tilbageslag og de skader, som hans egen familie havde lidt på grund af medianitternes hånd.

2. Medianitternes Undertrykkelse:

Medianitterene under Zeba og Zalmunna, deres to største anførere, ledsaget af andre vilde stammer fra østens ørkener, havde gradvist trængt ind på Israels område i Kanaan. De kom først som røvere og plyndrere på høsttiderne, men senere tog de vold på landet, og således forvoldte de permanent skade og tab, især blandt Manasse og Efraim. Kampene blev så talrige, landets tilegnelse så åbenbar, at spørgsmålet om fødemidler blev et alvorligt problem (Dom 6,4). Denne ørkenhordes mangfoldighed og grusomheden af deres ødelæggelse gjorde forsvar vanskeligt, og, mangel på national enighed, drev israelitterne til huler, gruber og stenfulde fæstninger for at være i sikkerhed (Dom 6,2). Efter syv år med sådan invasion og lidelse kommer Gideon på skuepladsen.

3. Gideons Kald:

Det er sandsynligt, at Gideon allerede havde udmærket sig i modstand mod medianitterene (Dom 6,12), men han modtager nu Guds befaling til at påtage sig ledelsen. Efter at have bragt sin egen lille høst til et hemmeligt sted for at tærske den, så den måske kunne slippe for medianitternes griskhed, bliver han overrasket under arbejdet af et besøg fra Herren i form af en engel. Hvordan denne scene (Dom 6,11) og dens mirakuløse begivenheder end må tolkes, kan der ikke være spørgsmål om guddommen i Gideons kald eller om, at den stemme, som talte til ham, var Guds stemme. Hverken grubleriet over hans brødres død ved Tabor (Dom 8,18) eller de patriotiske impulser, som boede i ham, kan redegøre for hans påtagelse af ledelsen. Han blev heller ikke leder på folkets forlangende. Han havde tilsyneladende næppe tænkt på sig selv som sit lands befrier. Kaldet kom ikke blot til ham som en overraskelse, men fandt ham mistroisk både over for sig selv (Dom 6,15) og over for sit folk (Dom 6,13). Det fandt ham uden tilbøjelighed til opgaven, og kun hans overbevisning om, at befalingen kom fra Gud, overtog ham til at påtage sig ledelsen. Dette giver rammerne omkring nøjagtighed til de væsentlige fakta i historien. Gideons forlangende om et tegn (Dom 6,17) blev besvaret, det mad, som blev budt budbringeren, blev fortæret af ild ved berøring af hans stav, Gideon anerkendte hans besøgendes guddommelige befaling, og på visitationsstedet byggede han et alter til Jahve (Dom 6,19).

4. Hans Første Befaling:

Gideons kald og første befaling er tæt forbundet. Han får straks befaling til at ødelægge Baal-alterene, som hans far havde rejst på Ofra, til at bygge et alter til Jahve på samme sted og der på at ofre en af sin fars tyre som offer (Dom 6,25). Der er ingen grund til at anse dette som en anden version af Gideons kald. Det er snarere begyndelsen på undervisning, og er dybsindig betydningsfuld for nøjagtighed af historien, idet det følger retningen af hele Guds åbenbaring til hans profeter og reformatorer at begynde deres arbejde hjemme. Med ti mand, under mørkeingens dække, gør Gideon som befalet (Dom 6,27). Morgenen afslørede hans værk og førte over ham Ofra-folks vrede. De fordrer af Joas, at han skal dræbe sin søn. Joas' svar er en ironisk men valid forsvar for Gideon. Hvorfor skulle folket påkalde sig Baal? En gud skulle være i stand til at forfølge sin egen sag (Dom 6,28). Dette forsvar skaffede Gideon navn Jerubaal (yerubba`al, dvs. yarebh bo ha-ba`al, "Lad Baal påkalde sig", Dom 6,32 KJV).

Den tid, som ligger mellem denne hjemmescene og det egentlige felttog mod medianitterene, kan ikke bestemmes med sikkerhed. Det er sandsynligt, at det tog måneder for Gideon selv blot at samle folket fra sin egen klan. Faktum er, at alle de efterfølgende begivenheder i historien er noget forvirrede af det, der ligner en dobbelt beretning, hvori der er tilsynekomne men ikke vitale forskelle. Uden at ignorere dette faktum, er det stadig muligt at få en sammenhængende beretning om, hvad der egentlig fandt sted.

5. Gideons Hær:

Da de forenede angribere lå i lejr på Jizre'elsletten, finder vi Gideon, efter at han havde samlet abiezriterne og sendt sendebud til Israels forskellige stammer (Dom 6,34), slå lejr nær midjanitterne. Det er vanskeligt at fastlægge, hvor Gideons forskellige lejre lå, ligesom det er vanskeligt at afgøre, hvordan stammerne blev samlet. For eksempel synes Dom 6,35 at stå i direkte modstrid med 7,23, og begge betragtes som værende af tvivlsom oprindelse. Der var dog tydeligvis en foreløbig lejr på samlingsstedet. Mens han ventede her, prøvede Gideon yderligere sit kald ved den tørre og den våde uldtot (6,37 ff.), og overbevist om Guds hensigt om at frelse Israel under hans ledelse flyttede han sin lejr til den sydøstlige kant af Jizre'elsletten, nær Harods kilde. Fra sit udsigtspunkt her kunne han se ned på Midjans telte. Beretningen om reduktionen af hans store hær fra 32.000 til 300 (7,2 ff.) anses almindeligvis for at tilhøre en senere tradition. Ingen af prøverne er dog unaturlig, og den første var ikke usædvanlig. Ifølge beretningen lod Gideon på Herrens befaling først alle de frygtsomme gå. Det efterlod ham med 10.000 mand. Dette antal blev reduceret til 300 ved en prøve af deres måde at drikke på. Det er let at se, at denne prøve viser mændenes kampiver og mod (Jos).

6. Midjanitternes nederlag og flugt:

Efter således at have reduceret hæren og efter at have fået forsikringen om, at Herren ville overgive Midjans styrker til ham og hans lille flok, gik Gideon om natten sammen med en tjener til udkanten af sin fjendes lejr, og der hørte han en drøm blive fortalt og udlagt; det opmuntrede ham stærkt og fik ham til straks at slå til (Dom 7,9). Igen finder vi en modstrid mellem Dom 7,20 og 7,22, men modstriden angår kun detaljer. Gideon delte sine mænd i tre lige store grupper og ordnede det sådan, at de med horn, og med lys skjult i krukker, og med råbet: "Jahves og Gideons sværd!" skulle rykke ned og angribe midjanitterne samtidig fra tre sider. Denne krigslist, der skulle skjule hans antal og skræmme fjenden, lykkedes, og midjanitterne og deres allierede flygtede i uorden mod Jordan (7,18 ff.). Flugten var fuldstændig, og sejren blev forstærket af, at fjenden i mørket vendte deres sværd mod hinanden. Selv om vi indrømmer, at vi har to beretninger (sammenlign 7,24; 8,3 med 8,4 ff.), og at der er nogen forskel mellem dem i detaljerne om angrebet og kampens forløb, er der ingen grund til forvirring om begivenhedernes hovedlinje. En del af den flygtende fjende krydsede tydeligvis Jordan ved Sukkot, anført af Zeba og Salmunna. Den større styrke fulgte floden længere mod syd, mod vadestedet ved Bet-Bara.

7. Orebs og Zeebs død

Gideon sendte bud til Efraims mænd (7,24), sandsynligvis før det første angreb, og bad dem afskære midjanitterne, hvis de forsøgte at flygte over vadestederne i deres område. Det gjorde de; de besejrede fjenden ved Bet-Bara og dræbte fyrsterne Oreb og Zeeb ("Ravnen" og "Ulven"). Som bevis på deres sejr og tapperhed bragte de fyrsternes hoveder til Gideon og anklagede ham for at have ringeagtet deres mod ved ikke tidligere at kalde dem ind i kampen. Men Gideon var en mester i diplomati såvel som i strategi og vandt Efraims venskab ved at ophøje deres bedrift i sammenligning med sin egen (8,1 ff.).

Gideon forfulgte nu Zeba og Salmunna på østsiden af floden. Folket på den side var stadig meget bange for midjanitterne og nægtede endda at give hans hær mad. I Sukkot sagde de til ham: "Er Zebas og Salmunnas hænder allerede i din hånd, siden vi skulle give brød til din hær?" (Dom 8,6). I Penuel mødte han det samme afslag (Dom 8,8). Gideon lovede at behandle Sukkot og Penuel, som de fortjente, når han var færdig med sin nuværende opgave, og rykkede videre med sine halvt udsultede, men modige mænd, indhentede midjanitterne, besejrede dem, fangede Zeba og Salmunna og vendte tilbage og straffede, efter sit løfte, både Sukkot og Penuel (Dom 8,7; Dom 8,9; Dom 8,13).

8. Zebas og Salmunnas død:

Således blev midjanitternes og ørkenhordernes magt brudt i Kanaan, og Israel fik fyrre års fred. Men de to konger af Midjan måtte nu møde deres skæbne som besejrede krigere. De havde ført deres styrker ved Tabor, da Gideons brødre omkom. Derfor befalede Gideon sin unge søn Jeter at dræbe dem, som om de ikke var værdige til at dø ved en krigers hånd (Dom 8,20). Da den unge mand frygtede opgaven, dræbte Gideon dem selv (Dom 8,21).

9. Gideons efod:

Folket råbte på at gøre Gideon til konge. Han nægtede, muligvis drevet af et ønske om at opretholde teokratiet. Med dette formål bad han kun om de smykker, der var taget som bytte i kampene (Dom 8,24), og af dem lavede han en efod, sandsynligvis et billede af Jahve, og placerede den i et Herrens hus i Ofra. Ved denne handling mente man senere, at Gideon bidrog til en fremtidig afgudsdyrkelse i Israel. Fortællingen slutter egentlig med Dom 8,28.

10. Hans død:

De resterende vers, som indeholder beretningen om Gideons familie og død (Dom 8,30) og optegnelsen over de begivenheder, der fulgte umiddelbart efter Gideons død (Dom 8,33), stammer fra andre kilder end de oprindelige fortællere.

C. E. Schenk