Gibeon
Easton's Bible Dictionary
Bjergby, “en af de kongelige byer, større end Aj, og alle dens mænd var tapre” (Jos 10,2). Dens indbyggere var hivvitter (11,19). Den lå inden for Benjamins område og blev en præsteby (18,25; 21,17). Her blev tabernaklet rejst efter ødelæggelsen af Nob, og her blev det stående i mange år, indtil templet blev bygget af Salomo. Den svarer til det moderne el-Jib, sydvest for Aj og omkring 5 1/2 miles nordnordvest for Jerusalem.
En deputation af gibeonitterne, sammen med deres allierede fra tre andre byer (Jos 9;17), besøgte lejren i Gilgal og fik ved falske fremstillinger Josva til at indgå et forbund med dem, selv om israelitterne udtrykkeligt var blevet advaret mod noget forbund med Kanaans indbyggere (2 Mos 23,32; 34,12; 4 Mos 33,55; 5 Mos 7,2). Det bedrag, der blev øvet mod Josva, blev opdaget tre dage senere; men eden, der overilet var svoret “ved Jehova, Israels Gud,” blev holdt, og gibeonitternes liv blev skånet. De blev dog gjort til “trælle” for helligdommen (Jos 9,23).
Den mest bemærkelsesværdige begivenhed, der er knyttet til denne by, var den sejr, Josva vandt over kongerne i landet (Jos 10,16-27). Slaget, der blev udkæmpet her, er blevet betragtet som “et af de vigtigste i verdenshistorien.” Kongerne i det sydlige Kanaan sluttede sig sammen mod Gibeon (fordi byen havde indgået forbund med Josva) under ledelse af Adoni-Sedek, kongen af Jerusalem, og marcherede mod Gibeon med henblik på at tage den i besiddelse. Gibeonitterne bad indtrængende Josva om at komme dem til hjælp med den største hast. Hans hær kom pludseligt over amoritterkongernes hær, mens den lå i lejr foran byen. Den blev fuldstændig slået på flugt, og kun spredte rester af deres store hær fandt tilflugt i de befæstede byer. De fem forbundne konger, som ledte hæren, blev taget til fange og dræbt ved Makkeda (se dette opslag). Dette betydningsfulde slag ved Bet-Horon beseglede skæbnen for alle byerne i det sydlige Kanaan. Blandt Amarna-tavlerne findes et brev fra Adoni-Sedek (se dette opslag) til Egyptens konge, sandsynligvis skrevet ved Makkeda efter nederlaget, som viser, at kongerne overvejede flugt til Egypten.
Dette sted omtales igen som skueplads for et slag mellem Ish-Boshets hær under Abner og Davids hær, ledet af Joab. På Abners forslag, for at spare blodsudgydelse, blev tolv mænd på hver side udvalgt til at afgøre slaget. Udfaldet var uventet; for hver af mændene dræbte sin modstander, og således omkom de alle. De to hære gik da i kamp mod hinanden, og Abner og hans hær blev slået og jaget på flugt (2 Sam 2,12-17). Dette slag førte til en faktisk våbenhvile mellem Juda og Israel, idet Juda under David voksede i magt, mens Israel under Ish-Boshet stadig tabte terræn.
Kort efter Absaloms død og Davids genindsættelse på tronen blev hans rige ramt af en svær hungersnød, som viste sig at være en straf for Sauls overtrædelse (2 Sam 21,2, 5) af pagten med gibeonitterne (Jos 9,3-27). Gibeonitterne krævede blod for den uret, der var blevet gjort mod dem, og derfor udleverede David Rizpas to sønner (se dette opslag) og Mikals fem sønner til dem; og gibeonitterne tog dem og hængte eller korsfæstede dem “på højen for Herrens ansigt” (2 Sam 21,9); og dér hang legemerne i seks måneder (21,10), og hele tiden vågede Rizpa over de sortnende lig og “tillod hverken himlens fugle at sætte sig på dem om dagen eller markens dyr om natten.” David fjernede siden Sauls og Jonatans knogler fra Jabesh-Gilead (21,12.13).
Her, “ved den store sten,” blev Amasa dræbt af Joab (2 Sam 20,5-10). Til brændofferalteret, som stod i Gibeon, flygtede Joab (1 Kong 2,28-34), der havde stillet sig på Adonijas side, for at søge asyl i begyndelsen af Salomos regering; og også dér blev han dræbt ved Benajas hånd.
Kort efter at han var kommet på tronen, aflagde Salomo et stateligt besøg i Gibeon for at ofre dér (1 Kong 3,4; 2 Krøn 1,3). Ved denne lejlighed viste Herren sig for ham i en mindeværdig drøm, som er gengivet i 1 Kong 3,5-15; 2 Krøn 1,7-12. Da templet var bygget, “samlede alle Israels mænd sig” hos kong Salomo og førte tabernaklet og “alle de hellige kar, som var i tabernaklet,” op fra Gibeon til Jerusalem, hvor de blev, indtil de blev ført bort af Nebukadnesar (2 Kong 24,13).
International Standard Bible Encyclopedia
gib'-e-un (gibh`on): En af hivvitternes kongelige byer (Jos 9,7). Den var en større by end Aj; og dens indbyggere havde ry for at være vældige mænd (Jos 10,2). Den lå inden for det område, der blev tildelt Benjamin (Jos 18,25), og var en af de byer, der blev givet til levitterne (Jos 21,17).
1. Gibeonitterne:
Ved et kneb sikrede gibeonitterne sig selv og deres allierede i Kefira, Beerot og Kirjat-Jearim immunitet mod angreb fra israelitterne. Skræmte af Jerikos og Ajs skæbne gik en gruppe, forklædt som udsendinge fra et fjernt land, med slidte klæder og sko og med mugne forsyninger, som om det skyldtes deres lange rejse, til Josva i Gilgal og overtalte ham og Israels fyrster til at slutte en pagt med dem. Tre dage senere blev bedraget opdaget, og Israels menigheds vrede blev vakt. I kraft af pagten var deres liv sikret; men for deres dobbeltspil forbandede Josva dem og dømte dem til at være trælle, "brændehuggere og vandbærere til min Guds hus" (Jos 9,23), "for menigheden og for Herrens alter" (Jos 9,27 KJV). Dette peger på deres tjeneste ved helligdommen; og det kan muligvis kaste noget lys over Sauls massakre på gibeonitterne (2 Sam 21,1). Resten af kana'anæerne harmedes over hivvitternes frafald, som i så høj grad svækkede forsvarsstyrkerne, og anført af Adoni-Sedek fra Jerusalem samledes de for at tage hævn over Gibeon. Den truede by appellerede til Josva, som foretog en hurtig natmarch, faldt pludseligt over forbundsfællerne, slog dem på flugt og "forfulgte dem ad vejen op mod Bet-Horon og huggede dem ned helt til Azeka og til Makkeda" (Jos 10,1).
En treårig hungersnød på Davids tid blev tilskrevet Guds vrede over Sauls uopgjorte forbrydelse ved at dræbe gibeonitterne. Han gjorde dette "i sin nidkærhed for .... Israel og Juda," som kan have været irriterede over besværet ved at have gibeonitterne iblandt sig. De sidstnævnte mente, at Sauls ønske var at udrydde dem fuldstændigt. Da David forsøgte at ordne sagen med dem, holdt de fast ved deres gamle rettigheder og krævede liv for liv. De ville ikke tage nogen blodpenge som erstatning: de krævede blod fra familien til ham, der havde dræbt deres folk. Dette krav kunne David ikke afvise, og han overgav syv af Sauls sønner til dem (2 Sam 21,1).
2. Kæmperne:
Ishboshets hær under Abner og Davids hær under Joab mødtes ved Gibeons dam. Et forsøg på at afgøre striden ved hjælp af 12 kæmper på hver side mislykkedes, da hver mand dræbte sin modstander, og de 24 omkom side om side. Der fulgte et "hårdt slag", hvor Abner blev slået; han blev forfulgt af den hurtigfodede Asael, Joabs bror, som han dræbte.
Se Helkat-Hassurim.
Muligvis bør vi læse "Gibeon" i stedet for "Geba" i 2 Sam 5,25, som i parallelstedet, 1 Krøn 14,16 (HDB, under ordet). Fra Ba'al-Perasim skulle David gå i en bue og falde over filistrene, som lå i lejr på Refaimsletten vest for Jerusalem. Måske bør vi dog læse "Gibea" begge steder. Cheyne (EB, under ordet) mener, at bjergbyen Ba'al-Perasim kan være ment.
3. Mordet på Amasa:
Da Bikri, efter Absaloms død og nedkæmpelsen af hans oprør, rejste oprørsfanen, blev Amasa sendt ud for at samle Judas mænd imod ham. Da han trak tiden ud længere end den fastsatte tid, var der fare for, at Bikri kunne få mulighed for at styrke sin stilling; derfor sendte David Abishaj og de tropper, der var med ham, af sted for straks at angribe Bikri. Joab drog med på denne ekspedition. Det er åbenlyst, at han aldrig kunne være tilfreds med en andenplads. Amasas styrke blev mødt ved "den store sten i Gibeon." Der dræbte Joab forræderisk den intetanende hærfører, og idet han selv overtog kommandoen, knuste han oprøret med sin sædvanlige grundighed (2 Sam 20,4). "Den store sten" synes at have været velkendt og kan have haft en eller anden religiøs karakter.
4. Helligdommen:
Gibeon var sæde for en gammel helligdom, kaldet i 1 Kong 3,4 "det store offersted." Her var ifølge 2 Krøn 1,3 tabernaklet, som blev lavet i ørkenen--men se 1 Kong 8,4. Det var stedet for Salomos store offer, hvorefter han sov i helligdommen og drømte sin berømte drøm (1 Kong 3,4; 1 Kong 9,2; 2 Krøn 1,3; 2 Krøn 1,13, osv.).
Ved "de store vande, som er i Gibeon" indhentede Johanan Jishmael, Netanjas søn, og befriede de fanger, han havde taget fra Mispa (Jer 41,11). Blandt dem, der vendte tilbage med Zerubbabel, var 95 "Gibeons børn" (Neh 7,25; sammenlign Neh 3,7). Ved Gibeon slog Cestius Gallus lejr, da han marcherede mod Jerusalem fra Antipatris (BJ, II, xix, 1).
5. Identifikation og beskrivelse:
Den gamle by repræsenteres af den moderne landsby el-Jib. Den ligger godt 5 miles nordvest for Jerusalem og omkring en mile nord for Neby Samwil på en dobbelt bakke med terrasserede skråninger, men klippefyldt og stejl mod øst. Landsbyen står midt iblandt markante levn fra oldtiden. Omkring hundrede skridt fra landsbyen mod øst ligger et stort reservoir med en kilde. Længere nede, blandt oliventræerne, er resterne af et andet og større reservoir, som opsamlede overløbet fra det første. Dette er sandsynligvis "dammen" i 2 Sam 2,13 og "de store vande" i Jer 41,12. El-Jib ligger midt på en frugtbar højslette ikke langt syd for det store pas, som går ned ad vejen ved Bet-Horon-byerne til Ajjalons dal.
W. Ewing
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).