gol'-go-tha (Golgotha, fra "et kranium"): I tre henvisninger (Matt 27,33; Mark 15,22; Joh 19,17) forklares det som kraniou topos, "stedet for et kranium." I Luk 23,33 kaldes det i King James Version "Calvary," men i Revised Version (britisk og amerikansk) blot "Kraniet." Ud fra Det Nye Testamente kan vi slutte, at det lå uden for byen (Hebr 13,12), men tæt ved den (Joh 19,20), tilsyneladende nær en offentlig færdselsåre (Matt 27,39), som kom fra landet (Mark 15,21). Det var et sted, der fra nogle punkter kunne ses på afstand (Mark 15,40; Luk 23,49).

1. Navnet:

Fire grunde er blevet foreslået til navnet Golgata eller "kranium":

(1) At det var et sted, hvor man kunne finde kranier liggende omkring, og derfor sandsynligvis et offentligt henrettelsessted. Denne tradition synes at stamme fra Hieronymus (346-420 e.Kr.), som henviser til (3) for at fordømme den og siger, at "uden for byen og uden for porten er der steder, hvor dømte forbryderes hoveder hugges af, og som har fået navnet Calvary--det vil sige de halshuggedes sted." Dette synspunkt er blevet antaget af flere senere forfattere. Imod det kan det anføres, at der ikke findes skyggen af bevis for, at der i det 1. århundrede fandtes noget særligt sted for jødiske henrettelser, og at ligene, hvis der gjorde, kunne have fået lov til at blive begravet (Matt 27,58; Joh 19,38), i overensstemmelse med jødisk lov (5 Mos 21,23) og med normal skik (Josefus, BJ, IV, v, 2).

(2) At navnet skyldtes højens kranielignende form--et moderne, udbredt synspunkt. Ingen tidlig eller græsk forfatter antyder en sådan tanke, og der er intet bevis i evangelierne for, at korsfæstelsen overhovedet fandt sted på et højtliggende sted. Epifanios (4. århundrede) siger tværtimod udtrykkeligt: "Der er intet at se på stedet, som ligner dette navn; for det ligger ikke på en højde, så det skulle kaldes (stedet) for et kranium, svarende til hovedets plads i menneskekroppen." Det er rigtigt, at den tradition, der er indeholdt i navnet Mons Calvary, optræder allerede i det 4. århundrede og er konkretiseret i det traditionelle sted for korsfæstelsen i Gravkirken, men at højen skulle have haft form som et kranium, er en ganske moderne tanke. Guthe kombinerer (2) og (3) og mener, at en naturlig, kranielignende forhøjning gennem visse folkelige forestillinger kom til at blive betragtet som det første menneskes kranium. En af de mærkeligste tanker er den afdøde general Gordons, som mente, at ligheden med et kranium lå i terrænets konturer, sådan som de var indtegnet på Jerusalems opmålingskort.

(3) At navnet skyldes en gammel førkristen tradition om, at Adams kranium blev fundet der. Den første omtale af dette findes hos Origenes (185-253 e.Kr.), som selv boede i Jerusalem i 20 år. Han skriver: "Jeg har modtaget en tradition om, at Adams, det første menneskes, legeme blev begravet på det sted, hvor Kristus blev korsfæstet," osv. Denne tradition blev siden omtalt af Athanasios, Epifanios, Basilios af Cæsarea, Chrysostomos og andre senere forfattere. Adams grav og kranium, som stadig udpeges i et udhugget kammer under den traditionelle Golgata, markerer, at denne tradition har overlevet på stedet. Dette er langt den ældste forklaring på navnet Golgata og er, på trods af den oprindelige traditions absurditet om Adam, sandsynligvis den rigtige.

(4) Den højst usandsynlige teori, at Capitolium i AElia Capitolina (det navn, Hadrian gav sit nye Jerusalem) stod dér, hvor Gravkirken nu ligger, og gav anledning til navnet Golgata, er en teori, som indebærer den tanke, at stedet først fik navnet Golgata i det 2. århundrede, og at alle henvisningerne i evangelierne blev indsat på det tidspunkt. Dette nævnes kun for at blive afvist som uforeneligt med historie og sund fornuft.

2. Stedet:

Med hensyn til placeringen af korsfæstelsesstedet (som gravens sted er knyttet sammen med) giver Det Nye Testamente os slet ingen angivelse; ja, af dem, som opgiver traditionen, er der blevet foreslået steder på alle sider af byen--og mod vest. To synspunkter dominerer i dag:

(1) at korsfæstelsesstedet, eller i hvert fald selve gravens sted, er indbefattet inden for Gravkirkens område; og

(2) at en markant, afrundet, græsklædt høj over den såkaldte "Jeremias' grotte," nordøst for den moderne Damaskusport, i det mindste har meget stor sandsynlighed for at være det rette sted. Det er umuligt her at gå ind i hele spørgsmålet, som kræver omhyggelig og langvarig udredning, men en fremragende gennemgang af hele bevismaterialet kan læses i "Golgotha and the Holy Sepulcher" af afdøde Sir Charles W. Wilson fra PEF. Her kan kun nogle få punkter berøres.

(1) Til fordel for det traditionelle synspunkt kan det siges, at det virker højst usandsynligt, at et så helligt sted som dette, især den tomme grav, kunne være blevet fuldstændig glemt. Selv om det er sandt, at jøder og kristne blev drevet ud af Jerusalem efter det andet store oprør (130-33 e.Kr.), stod det dog hedningekristne frit for at vende tilbage, og der var ikke noget afbrud længe nok til at forklare, at et sted som dette skulle være gået helt tabt. Der findes faktisk traditioner om, at dette sted bevidst blev vanhelliget med hedenske bygninger for at genere de kristne. Eusebius skriver på Konstantins tid, som om det var velkendt, at et Afroditetempel lå over graven.

Han giver en beretning om opdagelsen af de steder, der stadig æres som Golgata og graven, og om opførelsen af kirker i forbindelse med dem (Konstantins liv, III, 25-40). Fra Konstantins tid har der ikke været noget afbrud i den ærefrygt, der er blevet vist disse steder. Om det tidligere bevismateriale indrømmer Sir C. Wilson (loc. cit.), at "traditionen er så usikker, og bevismaterialet utvivlsomt så utilfredsstillende, at det vækker alvorlig tvivl."

De topografiske vanskeligheder behandles i JERUSALEM. Det er vanskeligt for den besøgende i Jerusalem i tilstrækkelig grad at gøre sig klart, at byens tyngdepunkt har ændret sig meget; engang lå det på Ofel-højen, og de sydlige skråninger, som nu er nøgne, var på Kristi tid tæt pakket med huse; i senere tider, fra det 4. århundrede, var det Gravkirken, som byen havde tendens til at samle sig omkring. Der er ingen uoverstigelig vanskelighed ved at tro, at korsfæstelsens sted kan være dér, hvor traditionen udpeger det. Som Sir C. Wilson siger ved slutningen af sin bog: “Ingen indvending, der er blevet fremført mod stederne (dvs. Golgata og graven), er af en så overbevisende art, at den behøver at forstyrre sindene hos dem, der i al god tro accepterer ægtheden af de steder, som er blevet helliget ved utallige pilgrimmes bønner siden Konstantins dage” (loc. cit.).

(2) Den såkaldte “Hovedskalshøj” eller “Grønne høj” synes først at have tiltalt Otto Thenius (1842), men har fået sin største støtte gennem den afdøde oberst Conders og den afdøde dr. Selah Merrills, USA’s konsul i Jerusalem, forsvar for den. Argumenterne for dette sted er hovedsagelig:

(a) dets iøjnefaldende og ophøjede beliggenhed – en beliggenhed, som må gøre indtryk på enhver ærbødig pilgrim som påfaldende velegnet til en tænkt rekonstruktion af scenen. Selve højens grønhed – den er det første grønne sted i byens nærhed – kan påvirke underbevidstheden hos dem, der fra barndommen er blevet opdraget til at tænke på “den grønne høj langt borte”, som den populære salme udtrykker det. Når vi imidlertid betragter spørgsmålet historisk, er der ikke den mindste grund til at forvente, at Jesu korsfæstelse, én blandt mange hundrede, skulle have været dramatisk placeret i en ramme, der i så høj grad stemmer overens med den betydning, verden siden har lært at tillægge begivenheden. Der er intet som helst bevis for, at korsfæstelsen fandt sted på en høj, langt mindre på et så iøjnefaldende sted.

(b) Den formodede lighed med en menneskelig hovedskal gør indtryk på mange mennesker, men det kan uden tøven fastslås, at de mest slående punkter i ligheden, “øjenhulerne” og den afrundede top, ikke er gamle; de førstnævnte skyldes kunstige udgravninger, som måske går et par århundreder tilbage. Sandsynligvis er hele højens formation, den stejle skrænt mod syd og de 10 eller flere fod jord, der er ophobet på toppen, begge helt nye forhold siden Det Nye Testamentes tid.

(c) Nærheden til bymurene og den store nordlige vej, som gør stedet så passende i dag, er forhold, der er ganske forskellige fra dem på Det Nye Testamentes tid. Kun hvis det kan bevises, at den nuværende nordmur ligger på den anden murs linje, holder argumentet. Om dette, se JERUSALEM.

(d) Et argument er blevet bygget på en formodet tradition om, at dette sted var jødernes steningsted. Denne såkaldte tradition er værdiløs, og der kan ikke findes spor af den uden for interesserede kredse; og selv hvis det var “steningstedet”, ville det ikke være noget argument for, at det var “Golgata”. For orientaleren, med hans store respekt for traditionelle steder, vil Gravkirken, som på én gang dækker graven, Golgata og andre hellige steder, sandsynligvis altid fremstå som det passende sted; for den vestlige turist, der ønsker at visualisere verdens store tragedie i Jerusalems omegn i en passende ramme, vil et sted som denne “Hovedskalshøj” altid appellere stærkere til hans fantasi, og begge kan finde religiøs tilfredsstillelse i deres forestillinger; men den kolde fornuft, når den gennemgår argumenterne for og imod, er nødt til at sige “ikke bevist” til begge, dog måske med en indrømmelse af, at sagen står stærkere for det traditionelle sted.

E. W. G. Masterman