(ho huios theou):

1. Brug af titlen hos synoptikerne

2. Betydninger i Det Gamle Testamente

3. Betydning anvendt om Jesus

4. Fysisk grund

5. Påstået ækvivalens med "Messias"--personlig betydning underforstået

6. Højere brug af Jesus selv

7. "Sønnen" i Matthæus 11,27

8. "Sønnen" i Markus 13,32

9. "Sønnen" i Matthæus 28,18-20

10. Apostolsk lære: guddommelighed bekræftet

11. Det fjerde evangelium: guddommelighed, præeksistens osv.

LITTERATUR

1. Brug af titlen hos synoptikerne:

Mens titlen "Menneskesønnen" altid, bortset fra én gang, anvendes af Jesus om ham selv, anvendes "Guds søn" aldrig af Jesus om ham selv hos synoptikerne. Når den derimod anvendes om ham af andre, accepterer han den på en sådan måde, at han gør krav på den. Af og til bruger han selv den forkortede form, "Sønnen," med samme hensigt; og han taler ofte om Gud som "Faderen" eller "min Fader" eller "min Fader, som er i himlen" på en sådan måde, at det røber bevidstheden om, at han er Guds søn.

2. Betydninger i Det Gamle Testamente:

Mens "Menneskesønnen" for den almindelige opfattelse er en titel, der betegner den menneskelige side af vor Herres person, synes "Guds søn" lige så åbenlyst at angive den guddommelige side. Men forskningen kan ikke tage dette for givet; og i virkeligheden kræver det kun et hastigt blik på kendsgerningerne at gøre dette klart selv for den almindelige læser, fordi titlen i Skriften tildeles forskellige personer af forskellige grunde. For det første anvendes den om engle, som når det i Job 2,1 siges, at "Guds sønner kom for at træde frem for Jahve"; de kan kaldes sådan, fordi de er skabninger af Guds hænder, eller fordi de, som åndelige væsener, ligner Gud, der er ånd. For det andet anvendes den i Luk 3,38 om det første menneske; og ud fra lignelsen om den fortabte søn kan man hævde, at den kan anvendes om alle mennesker. For det tredje anvendes den om det hebraiske folk, som når Jahve i 2 Mos 4,22 siger til Farao: "Israel er min søn, min førstefødte," idet grunden er, at Israel var genstand for Jahves særlige kærlighed og nådige udvælgelse. For det fjerde anvendes den om Israels konger som repræsentanter for det udvalgte folk. Således siger Jahve i 2 Sam 7,14 om Salomo: "Jeg vil være hans far, og han skal være min søn"; og i Sl 2,7 bekendtgøres en konges kroning i et orakel fra himlen, som siger: "Du er min søn; i dag har jeg avlet dig." Endelig anvendes titlen i Det Nye Testamente om alle hellige, som i Joh 1,12: "Men alle dem, som tog imod ham, dem gav han retten til at blive Guds børn, nemlig dem, der tror på hans navn." Når titlen har så vid en anvendelse, er det åbenlyst, at Kristi guddommelighed ikke kan udledes af den blotte kendsgerning, at den anvendes om ham.

3. Betydning anvendt om Jesus:

Det er naturligt at antage, at dens brug i anvendelse om Jesus er afledt af en eller anden af dens gammeltestamentlige anvendelser; og den, som moderne forskning næsten universelt har udpeget som den, den blev afledt fra, er den fjerde, der er nævnt ovenfor--den om de jødiske konger. Det hævdes ganske vist ofte, at den i den jødiske litteratur mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente allerede findes præget som en titel for den messianske konge; men de eksempler, som Dalman og andre anfører som bevis for dette, er langt fra tilfredsstillende.

4. Fysisk grund:

Når vi kommer til at undersøge dens brug i Det Nye Testamente, sådan som den anvendes af andre om Jesus, er forholdene langt fra enkle, og den anvendes ikke i en ensartet betydning. I Luk 1,35 gives følgende grund til dens brug: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som avles, kaldes Guds søn." Dette er en fysisk grund, beslægtet med den, på grund af hvilken englene eller det første menneske fik titlen; men det er ret mærkeligt, at dette synspunkt ikke synes at være antaget andre steder, medmindre det skulle være i officerens udråb ved korsets fod: "Sandelig, dette var Guds søn" (Matt 27,54). Som hedning kunne denne soldat have tænkt på Jesus som en af de helte, født af menneskelige mødre, men guddommelige fædre, som hans lands mytologi havde så meget at fortælle om (sammenlign randnoten).

5. Påstået ækvivalens med Messias--personlig betydning underforstået:

(1) Dåb, fristelse.

Det er blevet hævdet, ikke uden sandsynlighed, at kilden til titlen for Jesus selv kan have været dens anvendelse i røsten fra himlen ved hans dåb: "Dette er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag" (Matt 3,17). Med disse ord, antages det sædvanligvis, blev han udpeget som Messias; men i adjektivet "elskede" og ordene "i hvem jeg har velbehag" er der noget personligt, ud over den rent officielle anerkendelse. Det samme kan siges om røsten fra himlen i scenen ved forklarelsen. Milton lader i Paradise Regained Satan blive klar over røsten fra himlen ved dåben; men dette ligger også underforstået i de ord, hvormed han nærmede sig ham i fristelsen i ørkenen: "Hvis du er Guds søn" (Matt 4,3 osv.); og hvis dette var den betydning, hvori djævlenes fyrste brugte udtrykket, kan vi slutte, at det i munden på de dæmonbesatte, som hilste Jesus med den samme titel, må have haft den samme betydning.

(2) Ved Cæsarea Filippi.

Da Jesus ved Cæsarea Filippi fremkaldte De Tolvs store bekendelse, gengives den hos to af synoptikerne i den enkle form: "Du er Kristus" (Mark 8,29; Luk 9,20); men Matthæus tilføjer: "den levende Guds søn" (Matt 16,16). Det siges ofte, at hebraisk parallelisme tvinger os til at betragte disse ord som blot et tilsvarende udtryk for "Messias". Men dette er ikke parallelismens natur, som almindeligvis i det andet af de parallelle led indbefatter noget ud over det, der udtrykkes i det første; det ville være helt i overensstemmelse med parallelismens natur, hvis det andet led gav begrundelsen for det første. Det vil sige: Jesus var Messias, fordi han var Guds søn.

(3) Rettergangen for Sanhedrinet.

Der er et andet sted, hvor det ofte hævdes, at "Kristus" og "Guds søn" må være nøjagtigt parallelle, men en nærmere undersøgelse peger på det modsatte. I beretningen om den kirkelige rettergang i Lukasevangeliet anklages han: "Hvis du er Kristus, så sig os det"; og da han svarer: "Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro; og hvis jeg spørger, vil I ikke svare. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd," siger de alle: "Er du da Guds søn?" Og da han svarer bekræftende, kræver de intet yderligere vidneudsagn (Luk 22,67-71), idet Matthæus fortæller os, at ypperstepræsten derpå flængede sine klæder, og de alle var enige om, at han havde talt gudsbespottelse og var skyldig til døden (Matt 26,65). Den sædvanlige antagelse er, at det andet spørgsmål, "Er du .... Guds søn?", ikke indebærer mere end det første: ‘Er du Kristus?’; men bliver scenen ikke langt mere forståelig, hvis frimodigheden i hans svar på det første spørgsmål antydede, at han fremsatte et endnu højere krav end at være Kristus, og at deres andet spørgsmål gjaldt dette? Det var, da Jesus også bekræftede dette, at deres vrede forbløffelse ingen grænser kendte, og deres dom var øjeblikkelig og gjaldt livet. Man kan spørge, om det blot at hævde at være Messias var gudsbespottelse; men det var grov og ubestridelig gudsbespottelse at hævde at være Guds søn. Dette minder om udsagnet i Joh 5,18: "Jøderne søgte endnu mere at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød sabbatten, men også kaldte Gud sin egen fader og gjorde sig selv lige med Gud"; hertil kan føjes (Joh 10,33): "Jøderne svarede ham: Det er ikke for en god gerning, vi stener dig, men for gudsbespottelse, og fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud."

6. Jesu egen højere brug:

Naturligvis er det Jesu egne ord om dette emne, der optager os mest. Han taler om Gud som sin fader, og til disciplene taler han om Gud som deres fader; men han taler aldrig til dem om Gud som deres fælles fader: det, han siger, er: "Min fader og jeres fader" (Joh 20,17). H. J. Holtzmann og andre har forsøgt at bagatellisere dette og endog at tale om de indledende ord i Herrens bøn, "Vor fader, du som er i himlen," som om Jesus kunne have udtalt dem sammen med disciplene; men forskellen er afgørende, og vi er ikke enige med dem, der kan tro, at Jesus for sin egen del sammen med andre kunne have udtalt hele Herrens bøn, inklusive bønnen: "Forlad os vor skyld, som også vi har forladt vore skyldnere."

7. "Sønnen" i Matthæus 11,27:

Blandt de steder hos synoptikerne, hvor Jesus taler om Gud som "Faderen" og om sig selv som "Sønnen", knytter der sig en særlig højtidelighed til Matt 11,27 parallelt med Luk 10,22: "Alt er blevet overgivet mig af min fader; og ingen kender Sønnen undtagen Faderen; heller ikke kender nogen Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for." Der er en johannæisk klang i disse ord, og de åbenbarer en fortrolighed mellem Sønnen og Faderen, såvel som en magt over alle ting, som ikke kunne være blevet overdraget ved blot og bar officiel udnævnelse, medmindre der i baggrunden fandtes en naturlig stilling, som berettigede den officielle stilling. Ikke sjældent har ordet "messiansk" fået lov af forskere til at gøre dem blinde for de mest indlysende kendsgerninger. Overdragelsen af et embede til et blot menneske kunne ikke sætte ham i stand til at gøre ting, som ligger uden for menneskelige kræfters rækkevidde; alligevel antages det ofte, at hvis blot Jesus var Messias, var han i stand til hvad som helst, selv når det pågældende er noget, som et blot menneske er fuldstændig ude af stand til.

8. "Sønnen" i Markus 13,32:

Der er et udsagn af Jesus (Mark 13,32) om hans eget sønneforhold, som kan synes at modbevise kirkens lære om emnet, eftersom han deri vedgår uvidenhed om tidspunktet for sit andet komme: "Om den dag eller den time ved ingen noget, ikke engang englene i himlen, heller ikke Sønnen, men Faderen." Men skønt der i dette sted er meget, som er egnet til at fremkalde sunde og nøgterne synspunkter om Jesu virkelige menneskelighed, er der få af hans udsagn, der røber en stærkere bevidsthed om, at han er mere end menneske. Fire planer for væren og viden angives--menneskenes, englenes, hans eget og Guds. Det er tydeligt, at Sønnen står over ikke blot mennesker, men også engle, og hvis det indrømmes, at han er uvidende om noget, nævnes dette som noget overraskende.

9. "Sønnen" i Matthæus 28,18-20:

Konklusionen synes at være, at han er et væsen, der står mellem englene og Gud; men dette indtryk korrigeres af det største af alle de udsagn, hvori han kalder sig selv Sønnen (Matt 28,18-20): "Al myndighed er blevet givet mig i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til disciple, idet I døber dem til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer; og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende." Her nævnes Sønnen sammen med Faderen og Helligånden på en måde, der antyder lighed mellem alle tre, idet en tilbedelseshandling rettes mod dem i fællesskab. Af dem, der ikke tror på Kristi guddom, er der gjort de mest ihærdige forsøg på at komme af med dette sted, og i visse kredse tages det for givet, at det må have været en tilføjelse til teksten i dette evangelium. Men der er intet som helst grundlag for dette; stedet er klimakset i det evangelium, hvori det forekommer, på samme måde som Thomas' bekendelse er klimakset i Johannesevangeliet; og at fjerne det ville være en utålelig lemlæstelse. For dem, der ikke tror på vor Herres legemlige opstandelse, har dette naturligvis ikke mere substans end de øvrige enkeltheder fra de fyrre dage; men for dem, der tror på hans opstandne herlighed, synes ordene at passe til omstændighederne, idet deres storhed stemmer overens med hele Det Nye Testamentes fremstilling.

10. Apostolsk lære: guddommen bekræftet:

Det er faktisk Guds søn, sådan som han fremtræder i denne afsluttende scene i det første evangelium, der behersker resten af Det Nye Testamente. Således gives begyndelsen på Paulus' vidnesbyrd som kristen i ApG 9,20 med disse ord: "Og straks forkyndte han i synagogerne Jesus, at han er Guds søn"; og hvad dette betød for Paulus, kan man udlede af hans egen udtalelse i indledningen til Romerbrevet: "Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til apostel, udskilt til Guds evangelium, som han forud havde lovet gennem sine profeter i de hellige skrifter, om hans Søn, som efter kødet blev født af Davids slægt, som med kraft blev erklæret at være Guds søn efter helligheds ånd ved opstandelsen fra de døde, nemlig Jesus Kristus, vor Herre" (Rom 1,1-4). I Hebræerbrevet er Sønnens lighed med Faderen temaet gennem hele bogen; og i Åb 2,18 taler "Guds søn, som har øjne som en ildslue," fra magtens højre hånd til menigheden.

Om dette emne var der ingen meningsforskel i den apostolske kirke. Om mange andre spørgsmål var Jesu efterfølgere uenige; men om dette ene var de enige. Paulus' autoritet antages ofte at være ansvarlig for dette; men der var en tidligere og højere autoritet. Det var Jesu selvvidnesbyrd i Johannesevangeliet. Selv om dette måske ikke blev givet litterær form, før alle de andre bøger i Det Nye Testamente var blevet fuldført, var det hele tiden virksomt og indflydelsesrigt i kirken og påvirkede Paulus og de andre nytestamentlige forfattere.

11. Det fjerde evangelium: guddom, præeksistens osv.:

Der er ingen virkelig disharmoni mellem udtrykket for vor Herres selvbevidsthed hos synoptikerne og det hos Johannes; kun er det hos den sidstnævnte langt fyldigere og tydeligere. Her kaldes Jesus ikke blot "Guds søn" af andre, men anvender titlen på sig selv i dens fulde form såvel som i den forkortede form "Sønnen". Han kalder desuden sig selv "Guds enbårne søn" (3,16.18), det vil sige, han er Søn i en betydning, hvori ingen andre kan gøre krav på titlen. Dette synes udtrykkeligt at modsige den så ofte fremsatte påstand, at han gør andre til Guds sønner i samme betydning som sig selv, eller at hans sønforhold er etisk, ikke metafysisk. Det er uden tvivl etisk — det vil sige, han ligner Faderen i følelse, sind og vilje — men deraf følger ikke, at det ikke samtidig er metafysisk. Faktisk afhænger den etiske enheds fuldkommenhed af det, som er metafysisk. Mellem en hund og et menneske kan der være dyb sympati, men den begrænses af forskellen i deres naturer; hvorimod der mellem en kvinde og en mand er fuldkommen sympati, fordi de er identiske i natur.

Et andet træk ved sønforholdet i det fjerde evangelium er præeksistens, skønt dette, mærkeligt nok, mere end én gang forbindes med titlen "Menneskesøn". Men de stærkeste og hyppigste antydninger af, hvad der ligger i sønforholdet, findes i de gerninger, der tillægges Sønnen; for disse ligger langt ud over, hvad noget blot menneske formår. Således udøver han dom (Joh 5,22); han har liv i sig selv og gør levende, hvem han vil (Joh 5,26; Joh 5,21); han giver evigt liv (Joh 10,10), og det er Faderens vilje, at alle mennesker skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen (Joh 5,23). Ikke desto mindre gør Sønnen intet af sig selv, men kun det, han har set Faderen gøre (Joh 5,19); og kun det, han har hørt af Faderen, taler han (Joh 14,10). Kort sagt er Gud ikke blot hans Fader, men hans Gud (Joh 20,17). Til udsagn som disse er et blot officielt sønforhold ikke tilstrækkeligt; relationen må også være etisk og metafysisk; og for et fuldkomment sønforhold er alle tre elementer væsentlige.

LITTERATUR.

Se bøgerne om Det Nye Testamentes teologi af Weiss, Beyschlag, Holtzmann, Feine, Schlatter, Weinel, Bovon, Stevens, Sheldon; og om Jesu lære af Bruce, Wendt, Dalman; Gore, The Incarnation of the Son of God, Bampton Lectures, 1891, og Dissertations on Subjects Connected with the Incarnation; Robertson, Teaching of Jesus concerning God the Father; fuld bibliografi i Stalker, Christ's Teaching concerning Himself.

James Stalker