(he thalassa tes Galilaias):

1. Navnet:

Dette er det navn, der 5 gange gives i Det Nye Testamente (Matt 4,18; Matt 15,29; Mark 1,16; Mark 7,31; Joh 6,1) til den vandflade, som andre steder kaldes "Tiberias' sø" (Joh 21,1; jf. Joh 6,1); "Gennesaret Sø" (Luk 5,1); "søen" (Joh 6,16 osv.) og "søen" (Luk 5,1 osv.). Navnene i Det Gamle Testamente var "Kinnerets sø" (yam-kinnereth: 4 Mos 34,11; 5 Mos 3,17; Jos 13,27; Jos 19,35) og "Kinnerots sø" (yam-kineroth: Jos 12,3; jf. 11,2; 1 Kong 15,20). I 1 Makk 11,67 kaldes søen "Gennesars vand" (Revised Version (British and American) "Gennesareth"). Den var allerede på Det Nye Testamentes tid begyndt at få navn efter den by, der så nylig var blevet bygget på dens vestlige bred (Joh 21,1; Joh 6,1); og under dette navn, let ændret, er den kendt den dag i dag--Bachr Tabariyeh.

2. Almindelig beskrivelse:

Søen ligger i Jordandalens dybe sænkning, næsten ret øst for Akko-bugten. Overfladen ligger 680 fod (ca. 207 m) under Middelhavets niveau. Dybden varierer fra 130 fod til 148 fod (ca. 40-45 m), og den er dybest langs Jordans løb (Barrois, PEFS, 1894, 211-20). Fra det sted, hvor Jordan løber ind i nord, til dens udløb i syd er der omtrent 13 miles (ca. 21 km). Den største bredde er i nord, fra el-Mejdel til mundingen af Wady Semak, lidt over 7 miles (ca. 11 km). Den bliver gradvis smallere mod syd og antager form som en kolossal pære med en tydelig udbuling mod vest. Søens vand er klart og ferskt. De indfødte bruger det til alle formål og anser det for let og behageligt. De nægter at drikke af Jordan og hævder, at "den, der drikker Jordan, drikker feber." Set fra bjergene fremstår den brede flade i en smuk blå farve; således at det i den grønne årstid ikke er nogen overdrivelse at beskrive den som en safir i en indfatning af smaragd. Den oplyser landskabet, som øjet oplyser menneskets ansigt; og den omtales ofte som "Galilæas øje." For den, der stiger ned fra Taborbjerget og nærmer sig kanten af den store sænkning på en klar forårsdag, når landet allerede har iført sig sin smukkeste dragt, er synet af søen, når den næsten i hele sin udstrækning bryder frem for blikket, noget, man aldrig glemmer. Bjergene mod øst og mod vest hæver sig til omtrent 2.000 fod (ca. 610 m). Naftalis højder, der tårner sig op i nord, synes først at kulminere i Store Hermons sneklædte top. Hvis vandet er stille, kan bjergets strålende pragt ses spejlet i de blå dybder. Rundt om den største del af søen findes en bred stenstrand med en spredning af små skaller. På sandet langs bredden fra el-Mejdel til `Ain et-Tineh er disse skaller så talrige, at de giver et hvidt glimt i sollyset.

Den vigtigste geologiske formation i det omgivende område er kalksten. Den er dækket af lava; og hist og her omkring søen er der basaltfremspring gennem kalkstenen. Ved eT-Tabgha i nord, ved `Ain el Fuliyeh, syd for el-Mejdel, og på bredden omtrent 2 miles (ca. 3 km) syd for det moderne Tiberias, findes der kraftige varme kilder. Disse forhold, sammen med de hyppige og til tider frygteligt ødelæggende jordskælv, vidner tilstrækkeligt om områdets vulkanske karakter. Jorden på de jævne strækninger omkring søen er overordentlig frugtbar. Se Gennesarets land. Naturligvis er temperaturen i dalen højere end på højlandet; og her høstes hvede og byg omtrent en måned tidligere. Frost er ikke helt ukendt; men ingen nulevende husker, at den har gjort mere end at lægge den fineste rand af is omkring nogle af stenene på bredden. Figen og vinstokken dyrkes stadig med held. Hvor der anlægges køkkenhaver, giver de rigeligt udbytte. Der ses endnu nogle få palmer. Indigo-planten dyrkes på Gennesarets slette. I deres årstid øser de vilde blomster en rigdom af dejlige farver ud over de omgivende skråninger; mens klartblomstrende nerier indrammer bredden.

Sydøst for el-Mejdel kommer bjergene helt ned til kysten, og stien er hugget ind i bjergskrænten. Så kommer vi til den varme kilde 'Ain el-Fuliyeh, hvor der er en lille dal med haver og appelsinlunde. Vejen går så over en anden landtunge og fortsætter langs bjergets fod til Tiberias. Her trækker bjergene sig tilbage fra kysten og efterlader en halvmånedformet slette, der i stor udstrækning dækkes af ruiner fra den gamle by. Den moderne by ligger ved den nordlige hjørne af sletten; ved den sydlige ende ligger de berømte varme kilder, det gamle Hammat. En smal strimmel slette mellem bjerget og kysten strækker sig til søens sydlige ende. Der kommer Jordan ud af søen og omgiver næsten helt den høj, hvor ruinerne af Kerak, Josephus' Tarichea, ligger. Vi krydser dalens gulv forbi Semakh, som nu er en station på Haifa-Damaskus-jernbanen, og finder en lignende strimmel slette langs østkysten. Næsten lige over for Tiberias ligger fæstningen Chal'at el Chocn, muligvis det gamle Hippos, med landsbyen Fik, det gamle Aphek, på højderne mod øst. Nord herfor når søens vand næsten ned til foden af den stejle skråning. En flok svin, der løb hovedkulds ned ad bjerget, ville her uundgåeligt omkomme i søen (Matt 8,32 osv.). Derpå når vi til mundingen af Wady Semak, hvor ruinerne af Kurseh ligger, sandsynligvis det gamle Gerasa. Mod nord udvides sletten til de sumpede vidder ved el-BaTeichah, og vi når atter til Jordan, som flyder glat gennem de flade lande til søen.

3. Storme:

Søens beliggenhed gør den modtagelig for pludselige storme, idet den kolde luft fra højderne styrter ned gennem dalgangene med stor kraft og får vandet til at bølge vildt. Sådanne storme er ret hyppige, og da de er farlige for små både, er bådefolkene stadig på vagt. Undtagen under meget rolige forhold vil de ikke vove sig langt fra kysten. Nogle gange bryder der dog orkaner løs over søen, hvor en båd næppe kunne holde sig. Jeg selv har i løbet af over 5 år kun to gange været vidne til sådan en orkan. En gang kom den fra syd. På få øjeblikke var luften tyk af tåge, gennem hvilken man kunne høre det plageslagede vandets brølen. Efter omkring ti minutter faldt vinden lige så pludselig, som den var kommet op. Luften blev klar, og det brede hav af skumkronede bølger vidnede om vindestodenes voldsom kraft. Ved anden lejlighed blæste vinden fra øst, og fænomenerne ovenfor gentog sig praktisk talt.

4. Fisk:

Søen rummer mange forskellige fiskearter i store mængder. Fiskeriet blev åbenbart drevet rentabelt i Kristi dage. Zebedæus kunne leje mennesker til at hjælpe sig (Mark 1,20). I de senere år har fiskeriet oplevet en betydelig genopblomstring. Se FISKERI. Fire af apostlene, og blandt dem de vigtigste, var blevet opdraget som fiskere ved Galilæa Sø. Peter og Andreas, Jakob og Johannes.

De byer omkring søen, der nævnes i Skrifterne, behandles i særlige artikler. Nogle af disse er umulige at identificere. Der er mange ruiner af store og prægtige byer på skrænter og højder, som næsten intet kendes til i dag. Men fra deres tavse vidnesbyrd kan vi slutte, at søen i den dal, som nu er så stille, engang var centrum for en travl og velstående befolkning. Vi kan formode, at de byer, der nævnes i Evangelierne, var overvejende jødiske. Jesus ville naturligvis undgå dem, hvor græske påvirkninger var stærke. I de fleste tilfælde er de forsvundet uden engang at have efterladt deres navne med nogen sikkerhed; men hans hukommelse bliver evig. Søen og bjergene er i deres hovedtræk sådan, som hans øjne så dem. Det er dette, som giver det højeste præg til "Galilæas øje".

Jernbanens komst har på ny bragt pulsslaget til live i dalen. En damper sejler på søen mellem stationen ved Semakh og Tiberias. Smukke bygninger rejser sig uden for murene fra oldtiden. Haver og frugthaver bliver plantet. Moderne landbrugsmåder bruges i de jødiske kolonier, som hurtig vokser i antal. Langsomt måske, men sikkert, giver den gamle orden plads til den nye. Hvis frihed og sikkerhed nyder en rimelig grad af beskyttelse, vil regionen igen vise sit længe skjulte rigdom af frugtbarhed og skønhed.

W. Ewing