got:

1. Navne:

Det almindelige generiske ord for »ged« er `ez (sammenlign arabisk `anz, »hunged«; aix), ofte brugt om »hunged« (1 Mos 15,9; 4 Mos 15,27), også sammen med gedhi, »kid«, som gedhi `izzim, »gedekid« (1 Mos 38,17), også sammen med sa`ir, »bukkeged«, som se`ir `izzim, »gedekid« eller »bukkeged«, eller blot oversat »kid«, som i 1 Kong 20,27: »Israels børn slog lejr over for dem som to små flokke gedekid.« Dernæst bruges ofte sa`ir, bogstaveligt »håret« (sammenlign arabisk sha`r, »hår«; cher, »pindsvin«; latin hircus, »ged«; hirtus, »håret«; også tysk Haar; engelsk »hair«), ligesom `ez og `attudh brugt om geder til ofre. Den ged, der sendes ud i ørkenen med folkets synder, er sa`ir (3 Mos 16,7-22). Det samme navn bruges om dæmoner (3 Mos 17,7; 2 Krøn 11,15, Revised Version (britisk og amerikansk) »bukkegeder«) og om satyrer (Es 13,21; Es 34,14, Revised Version, randnote »bukkegeder«, American Standard Revised Version »vilde geder«). Sammenlign også se`irath `izzim, »en hun fra flokken« (3 Mos 4,28; 3 Mos 5,6). Hannen eller lederen af flokken er `attudh; arabisk `atud, »årsgammel bukkeged«; billedligt »de fornemste« (Es 14,9; sammenlign Jer 50,8). Et senere ord for »bukkeged«, også brugt billedligt, er tsaphir (2 Krøn 29,21; Ezra 8,35; Dan 8,5; Dan 8,8; Dan 8,21). I Ordsp 30,31 er en af de fire ting, »som går stateligt«, bukkegeden, tayish (arabisk tais, »bukkeged«), som også nævnes i 1 Mos 30,35; 1 Mos 32,14 blandt Labans og Jakobs ejendele og i 2 Krøn 17,11 blandt de dyr, som araberne gav Josafat i skat. I Hebr 9,12; Hebr 9,13; Hebr 9,19; Hebr 10,4 har vi tragos, det almindelige græske ord for »ged«; i Matt 25,32; Matt 25,33, eriphos og dets diminutiv eriphion; i Hebr 11,37 derma aigeion, »gedeskind«, fra aix (se ovenfor). »Kid« er gedhi (sammenlign En-gedi (1 Sam 23,29) osv.), femininum gedhiyah (Højs 1,8), men også `ez, gedhi `izzim, se'-ir `izzim, se`ir `izzim, se`irath `izzim, bene `izzim og eriphos. Tilbage er ya`el (1 Sam 24,2; Job 39,1; Sl 104,18), English Versions of the Bible »vild ged«; ya`alah (Ordsp 5,19), King James Version »rådyr«, Revised Version (britisk og amerikansk) »hind«; 'aqqo (5 Mos 14,5), English Versions of the Bible »vild ged«; og zemer (5 Mos 14,5), English Versions of the Bible »gemse«.

2. Vilde geder:

Ophavet til vores tamgeder antages at være den persiske vilde ged eller pasang, Capra aegagrus, som lever på nogle af de græske øer, i Lilleasien, Syrien, Mesopotamien, Persien, Afghanistan og det nordvestlige Indien. Den kaldes wa'l (sammenlign hebraisk ya`el) af araberne, som i nord anvender det samme navn om dens nære slægtning, Sinai-stenbukken, Capra beden. Den sidste, uden tvivl Bibelens »vilde ged« (ya`el), lever i det sydlige Israels land, Arabien, Sinai og det østlige Egypten og kaldes inden for sit udbredelsesområde ensartet beden af araberne. Forfatteren mener, at »gemsen« (zemer) i 5 Mos 14,5 kan være den persiske vilde ged. Ordet forekommer kun i dette skriftsted i listen over rene dyr. Se CHAMOIS; DEER; ZOOLOGY. Vilde geder findes kun i Sydeuropa, Sydvestasien og Nordøstafrika. De omfatter den velkendte, men nu næsten uddøde, alpine stenbuk, steinbok eller bouquetin, markhoren og Himalaya-stenbukken, som har enorme horn. Den såkaldte Rocky Mountain-ged er egentlig ikke en ged, men et dyr, der står mellem geder og antiloper.

3. Tamgeder:

Tamgeder adskiller sig meget indbyrdes i hårets farve og længde, i ørernes størrelse og form og i hornenes størrelse og form; hornene er som regel større hos hannerne, men kan i nogle racer mangle hos begge køn. Et meget konstant træk hos både vilde geder og tamgeder er hannens skæggede hage. Gederne i Israels land og Syrien er sædvanligvis sorte (Højs 4,1), skønt de undertiden er delvis eller helt hvide eller brune. Deres hår er som regel langt og hænger ned fra kroppen. Hornene er almindeligvis bøjet udad og bagud, men hos en meget smuk race strækker de sig næsten udad med lette, men yndefulde krumninger og kan hos gamle hanner undertiden nå et spænd på 2 fod (ca. 60 cm) eller mere. Ansigtets profil er tydeligt konveks. De holdes i størst antal i bjerg- eller bakkedistrikterne og kappes med deres vilde artsfæller om at klatre op på steder, der synes umulige. De lever ikke blot af urter, men også af buske og små træer, som de er yderst ødelæggende for. De bærer en stor del af ansvaret for den skovløse tilstand i Judæa og Libanon. De rækker op i træerne til en mands højde, idet de holder sig næsten eller helt oprejst, og går endda ud på lave grene.

4. Økonomisk betydning:

Bortset fra den gamle brug ved ofre, som stadig lever videre blandt muslimer, er geder meget værdifulde dyr. Deres kød spises og kan fås, når hverken fårekød eller oksekød kan findes. Deres mælk drikkes og laves til ost og semn, en slags klaret smør, der bruges meget i madlavning. Deres hår væves til telte (Højs 1,5), tæpper, kapper, sække, slynger og forskelligt udstyr til kameler, heste og muldyr. Deres skind laves til beholdere (no'dh; græsk askos; arabisk qirbeh) til vand, olie, semn og andre væsker (sammenlign også Hebr 11,37).

5. Religiøst og billedligt:

Ligesom killingen ofte blev slagtet til ære for en vigtig gæst (Dom 6,19; Dom 13,19), blev killingen eller geden hyppigt brugt til offer (3 Mos 4,23; 3 Mos 9,15; 3 Mos 16,7; 4 Mos 15,24; Ezra 8,35; Ez 45,23; Hebr 9,12). En ged var et af de rene dyr (seh `izzim, 5 Mos 14,4). I Daniels bog typificeres den magtfulde konge fra Vesten som en ged med et enkelt horn (8,5). En af de ældre geder er flokkens leder. I nogle dele af landet lader gedehyrden forskellige geder være ledere efter tur, hvor lederen trænes til at holde sig tæt ved gedehyrden og ikke at æde så længe den bærer klokken. I Es 14,9, ".... væcker op for dig de døde, ja alle storheder på jorden," betyder ordet oversat "storheder" `attudh, "he-ged". Igen i Jer 50,8 har vi: "Gå ud af Kaldæernes land og vær som han-gederne foran flokkene." I Matt 25,32, i scenen fra den sidste dom, finder vi: "Han skal adskille dem fra hinanden, ligesom en hyrde adskiller fårene fra gederne." Det er ikke sjældent at finde en flok med både geder og får græssende over bjergene, men de holdes sædvanligvis adskilt om natten.

Alfred Ely Day