guld'-smed (tsreph): Guldsmedene nævnes første gang i forbindelse med bygningen af teltet 2 Mos 31,4; 2 Mos 36,1). Senere omtales guldsmedes lav (Neh 3,8; Neh 3,32). Kunsten at raffinere guld og forme det til genstande blev sandsynligvis introduceret til Kanaan fra Fønikien (se HÅNDVÆRK). Eksempler på guldarbejde fra de tidligste egyptiske perioder er så talrige i verdens museer, at vi ikke behøver at ty til vores fantasi for at værdsætte de gamle guldsmedes vidunderlige dygtighed. Deres design og metoder var dem, som senere blev brugt af jøderne. Guldsmedes kunsten blev delt i

(1) raffineringen af urent guld (Job 28,1; Ordsp 17,3; Ordsp 25,4; Ordsp 27,21; Es 1,25; Mal 3,3);

(2) formning af genstande,

(a) støbning af afgudsbilleder (4 Mos 33,52; Hos 13,2),

(b) fremstilling af udskårede billeder (2 Krøn 34,3; 2 Krøn 34,4; Jer 10,14; Nah 1,14),

(c) fremstilling af banket eller drejet arbejde (2 Mos 25,18),

(d) forgoldning eller overlagring (2 Mos 25,11; 1 Kong 6,20),

(e) lodning (Es 41,7),

(f) fremstilling af tråd (2 Mos 28,6; 2 Mos 39,3).

De fleste af disse processer udføres stadig i Bibellandene i dag. I Damaskus findes der et guldsmedes kvarter, hvor raffineringen, støbningen og bankingen af guld stadig foregår, sandsynligvis på meget samme måde som i Salomos tid. Jøder findes blandt guldsmededene. I Beirut er det en jøde, som er særligt dygtig til at fremstille raffineringskar. Dagligt kan man se guldet blive raffineret, støbt i klumper, banket på en ambolt, rullet mellem rullers til tynde plader, skåret i smalle strimler (tråd) og viklet på spoler klar til væveren. Der er huse i Damaskus og Aleppo, som stadig besidder smuk guldoverlagt arbejde på træværelser og lofter, guldsmedes arbejde fra for flere århundreder siden.