re-jen-er-a'-shun, re-:

I. UDTRYKKET FORKLARET

1. Første bibelske betydning (eskatologisk)

2. Anden bibelske betydning (åndelig)

II. DEN BIBELSKE LÆRE OM GENFØDELSE

1. I Det Gamle Testamente

2. I Jesu undervisning

3. I apostlenes undervisning

III. LÆRENS SENERE UDVIKLING

IV. NUTIDIG BETYDNING

LITTERATUR

I. Udtrykket forklaret.

Det teologiske udtryk "genfødelse" er den latinske oversættelse af det græske udtryk palingenesia, som forekommer to gange i Det Nye Testamente (Matt 19,28; Tit 3,5). Ordet skrives sædvanligvis paliggenesia på klassisk græsk. Dets betydning er forskellig i de to passager, skønt en let overgang i tanken er tydelig.

1. Første bibelske betydning (eskatologisk):

I Matt 19,28 henviser ordet til verdens genoprettelse, i hvilken betydning det er synonymt med udtrykkene apokatastasis panton, "genoprettelse af alle ting" (ApG 3,21; verbet findes i Matt 17,11, apokatastsei panta, "skal genoprette alle ting"), og anapsuxis, "forfriskning" (ApG 3,19), som betegner en gradvis betydningsovergang til den anden betydning af det ord, der her behandles. Det antages, at genfødelse i denne betydning betegner det endelige udviklingstrin for hele skabningen, hvorved Guds hensigter med den fuldt ud virkeliggøres, når "alle ting (bliver lagt) under hans fødder" (1 Kor 15,27). Dette er en "genfødelse i ordets egentlige betydning, for det betegner en fornyelse af alle synlige ting, når det gamle er forbi, og himmel og jord er blevet nye" (sammenlign Åb 21,1). For jøden var den således profeterede genfødelse uløseligt forbundet med Messias' herredømme.

Vi finder dette ord i samme eller meget lignende betydninger i verdslig litteratur. Det bruges om verdens fornyelse i stoisk filosofi. Josefus (Ant., XI, iii, 9) taler om anaktesis kai paliggenesia tes patridos, "en ny grundlæggelse og genfødelse af fædrelandet," efter hjemkomsten fra det babyloniske fangenskab. Filon (udg. Mangey, ii.144) bruger ordet, idet han taler om jordens tid efter syndfloden som om en ny verden, og Marcus Aurelius Antoninus (xi.1) om en periodisk genoprettelse af alle ting, hvor han lægger vægt på den stadige gentagelse og ensartethed i alle hændelser, en tanke som Prædikeren udtrykte med ordene: "Der er intet nyt under solen" (Præd 1,9). De fleste steder, hvor ordet forekommer i filosofiske skrifter, bruges det dog om individets "reinkarnation" eller "senere fødsel," som i den buddhistiske og pythagoræiske lære om sjælevandring (Plut., edition Xylander, ii.998c; Clemens af Alexandria, edition Potter, 539), eller ellers om en genoplivelse af livet (Filon i.159). Cicero bruger ordet i sine breve til Atticus (vi.6) billedligt om sin tilbagevenden fra landflygtighed, som en ny livsfrist, der blev givet ham.

Se ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT, IX.

2. Anden bibelske betydning (åndelig):

Denne betydning er uden tvivl indbefattet i den fulde bibelske opfattelse af den førstnævnte betydning, for det er utænkeligt, at en genfødelse i eskatologisk betydning kan eksistere uden en åndelig genfødelse af menneskeheden eller individet. Det er dog ganske tydeligt, at denne sidstnævnte opfattelse er opstået temmelig sent, ud fra en analyse af den første betydning. Den findes i Tit 3,5, som, uden absolut sikkerhed om dens betydning, almindeligvis fortolkes i overensstemmelse med de talrige substantiver og verber, der har givet læren om genfødelse dens dogmatiske ramme i kristen teologi. Clemens af Alexandria er den første, der adskiller denne betydning fra den tidligere ved at tilføje adjektivet pneumatike, "åndelig" (sammenlign anapsuxis, ApG 3,20; se REFRESHING). I denne sidstnævnte betydning er ordet typisk kristent, skønt Det Gamle Testamente indeholder mange antydninger af den åndelige proces, som udtrykkes derved.

II. Den bibelske lære om genfødelse.

1. I Det Gamle Testamente:

Det er velkendt, at religion i de tidligere dele af Det Gamle Testamente, og i en vis grad gennem hele Det Gamle Testamente, betragtes og omtales mere som en national ejendom, hvis goder i vid udstrækning er synlige og håndgribelige velsignelser. Tanken om genfødelse forekommer derfor her – selv om der endnu ikke er skabt noget teknisk udtryk for processen – i den første betydning af ordet, som er belyst ovenfor. Hvad enten de guddommelige løfter henviser til den messianske endetid eller skal virkeliggøres på et tidligere tidspunkt, henviser de alle til Israels folk som sådant, og til enkeltpersoner kun for så vidt de har del i de goder, der skænkes samfundet. Dette gælder endda dér, hvor de profeterede velsignelser kun er åndelige, som i Es 60,21; Es 60,22. Massen af Israels folk er derfor endnu knap nok klar over, at betingelserne for at opnå disse guddommelige løfter er mere end ceremonielle og rituelle. Snart bidrog imidlertid store katastrofer, som truede med at omstyrte den nationale enhed, og til sidst fangenskabet og adspredelsen, som fik de nationale funktioner til næsten, om ikke helt, at ophøre, til at fremme en følelse af individuel eller personlig ansvarlighed over for Gud. Israels synd erkendes som den enkeltes synd, som kun kan fjernes ved individuel omvendelse og renselse. Dette ses bedst af de gribende appeller hos eksilets profeter, hvor nødvendigheden af en ændret holdning til Jahve ofte forkyndes som middel til en sådan genfødelse. Dette kan ikke forstås anderledes end som den enkeltes vending til Herren. Heller ikke her er nogen ceremoni eller noget offer tilstrækkeligt, men der kræves et indgreb af guddommelig nåde, som fremstilles under billedet af en afvaskning og bestænkelse fra al uretfærdighed og synd (Es 1,18; Jer 13,23). Det er ikke muligt her fuldt ud at følge udviklingen af denne tanke om renselse, men allerede i Es 52,15 nævnes bestænkelsen af mange folkeslag og forstås snart i betydningen af den »dåb«, som proselytter måtte gennemgå, før de blev optaget i Israels pagt. Den var symbolet på en radikal renselse som hos et »nyfødt barn«, hvilket var en af betegnelserne for proselytten (sammenlign Sl 87,5; se også traktaten Yebhamoth 62a). Ville det være overraskende, at Israel, som havde gjort sig skyldig i mange af hedningernes synder, behøvede en tilsvarende dåb og bestænkelse? Det er dette, Ez 36,25 antyder: »Jeg vil stænke rent vand på jer, og I skal blive rene; fra al jeres urenhed og fra alle jeres afguder vil jeg rense jer.« I andre passager hentydes der til ildens rensende og lutrende kraft (f.eks. Mal 3,2), og der er ingen tvivl om, at Johannes Døber i sådanne passager fandt grundlaget for sin praksis med at døbe de jøder, der kom til ham (Joh 1,25-28 og paralleller).

Israels vending til Gud måtte nødvendigvis forstås som en indre ændring i holdningen til ham; med andre ord var bestænkelsen med rent vand, som et ydre tegn, symbolet på et rent hjerte. Det var Esajas og Jeremias, der henledte opmærksomheden på dette (Es 57,15; Jer 24,7; Jer 31,33-35; Jer 32,38-40, et passim). Her henvises der igen til enkeltpersoner, ikke kun til folket i almindelighed (Jer 31,34). Denne lovede genfødelse, som Jahve så kærligt tilbyder, skal være tegnet på en ny pagt mellem Gud og hans folk (Jer 31,31; Ez 11,19-21; Ez 18,31; Ez 18,32; Ez 37,23; Ez 37,24).

Den fornyelse og renselse, der her tales om, er i virkeligheden intet andet end det, 5 Mos 30,6 havde lovet: en omskærelse af hjertet i modsætning til kødet, tegnet på den tidligere (abrahamitiske) pagt (om omskærelse, Jer 4,4). Da Gud tager initiativet til at indgå pagten, slår den overbevisning rod, at menneskelig synd og fordærv kun effektivt kan fjernes ved, at Gud selv fornyer og forvandler menneskets hjerte (Hos 14,4). Dette ser vi af vidnesbyrdet fra nogle af Israels bedste sønner og døtre, som også vidste, at denne nåde fandtes på omvendelsens og ydmygelsens vej for Gud. Det klassiske udtryk for denne overbevisning findes i Davids bøn: »Skab i mig et rent hjerte, Gud; og forny en ret (randnote »fast«) ånd i mig. Kast mig ikke bort fra dit nærvær; og tag ikke din hellige Ånd fra mig. Giv mig igen glæden over din frelse; og hold mig oppe med en villig ånd« (Sl 51,10-12). Jeremias lægger følgende ord i Efraims mund: »Vend du mig, så skal jeg blive vendt« (Jer 31,18). Klarere end nogen passager i Det Gamle Testamente talte Johannes Døber, Kristi forløber og den sidste flammende fakkel fra den tidligere pagts tid, om dåben, ikke med vand, men med Helligånden og med ild (Matt 3,11; Luk 3,16; Joh 1,33), og førte således frem til virkeliggørelsen af gammeltestamentlige forvarsler, som blev mulig ved troen på Kristus.

2. I Jesu undervisning:

I Jesu undervisning indtager behovet for genfødelse en fremtrædende plads, skønt begrundelserne ingen steder gives. Det Gamle Testamente havde formået – og selv hedningernes samvittighed var enig deri – at overbevise mennesker om dette behov. Den klareste bekræftelse af det og forklaringen af læren om genfødelse findes i Jesu samtale med Nikodemus (Joh 3). Den bygger på

(1) iagttagelsen af, at mennesket, selv det mest samvittighedsfulde i overholdelsen af loven, er dødt og derfor ude af stand til at »leve op« til Guds krav. Kun han, som gav livet i begyndelsen, kan give det (åndelige) liv, der er nødvendigt for at gøre Guds vilje.

(2) Mennesket er faldet fra sin jomfruelige og af Gud bestemte sfære, åndens rige, Guds rige, og lever nu det forgængelige jordiske liv. Kun ved at få en ny åndelig natur meddelt, ved at blive »født på ny« (Joh 3,3, randnoten i Revised Version »ovenfra«, græsk anothen), ved at blive »født af Ånden« (Joh 3,6; Joh 3,8), kan han leve det åndelige liv, som Gud kræver af mennesket.

Disse ord er en nytestamentlig udlægning af Ezekiels syn om de døde ben (Ez 37,1-10). Det er »åndedrættet fra Jahve«, Guds Ånd, som alene kan give liv til de åndeligt døde.

Men genfødelse er ifølge Jesus mere end liv; den er også renhed. Ligesom Gud er ren og syndfri, kan ingen andre end de rene af hjertet se Gud (Matt 5,8). Dette blev altid erkendt som umuligt for blot menneskelig anstrengelse. Bildad fra Shua erklærede, og hans venner udtrykte hver på sin måde meget lignende tanker (Job 4,17; Job 14,4): »Hvordan kan da et menneske være retfærdigt over for Gud? Eller hvordan kan den være ren, som er født af en kvinde? Se, selv månen har ingen glans, og stjernerne er ikke rene i hans øjne; hvor meget mindre mennesket, som er en orm, og menneskesønnen, som er en orm!« (Job 25,4-6).

At ændre denne fortabte tilstand, at meddele dette nye liv, gør Jesus krav på som sin af Gud bestemte opgave: »Menneskesønnen kom for at søge og frelse det, som var fortabt« (Luk 19,10); »Jeg kom, for at de skal have liv og have det i overflod« (Joh 10,10). Dette liv er evigt, uforgængeligt: »Jeg giver dem evigt liv; og de skal aldrig gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd« (Joh 10,28). Dette liv meddeles af Jesus selv: »Det er ånden, som giver liv; kødet gavner intet: de ord, jeg har talt til jer, er ånd og er liv« (Joh 6,63). Dette liv kan modtages på betingelse af tro på Kristus eller ved at komme til ham (Joh 14,6). Ved tro modtages kraft, som sætter synderen i stand til at overvinde synden, til »ikke mere at synde« (Joh 8,11).

Jesu lignelser belyser yderligere denne lære. Den fortabte søn siges at have været »død« og at være »blevet levende igen« (Luk 15,24). Det nye liv fra Gud sammenlignes med en bryllupsklædning i lignelsen om kongesønnens bryllup (Matt 22,11). Klædningen, den indbydende konges gave, var blevet afvist af den ulykkelige gæst, som derfor blev »kastet ud i mørket udenfor« (Matt 22,13).

Endelig forklares denne genfødelse, dette nye liv, som kundskaben om Gud og hans Kristus: »Og dette er evigt liv, at de skal kende dig, den eneste sande Gud, og ham, som du sendte, nemlig Jesus Kristus« (Joh 17,3). Dette synes at være en hentydning til stedet hos Hoseas (4,6): »Mit folk ødelægges af mangel på kundskab; fordi du har forkastet kundskab, vil også jeg forkaste dig, så du ikke skal være præst for mig.«

3. I apostolsk undervisning:

Det kan i almindelighed siges, at apostlenes undervisning om genfødelsen er en udvikling af Jesu undervisning efter linjerne i Det Gamle Testamentes antydninger. Når man tager forskellene i disse forfatteres personlige karakter i betragtning, er det bemærkelsesværdigt, at der skulle findes en sådan overensstemmelse i synspunkter blandt dem. Paulus lægger ganske vist større vægt på de særlige kendsgerninger om retfærdiggørelse og helliggørelse ved tro end på det mere omfattende hovedemne genfødelse. Alligevel er behovet for den klart udtalt af Paulus. Den er nødvendig til frelse for alle mennesker. »Legemet er dødt på grund af synd« (Rom 8,3-11; Ef 2,1). Kødet er i fjendskab med Gud (Ef 2,15); hele menneskeheden er »formørket i deres forstand, fremmedgjort fra Guds liv« (Ef 4,18). Lignende steder kunne mangfoldiggøres. Paulus lærer da tydeligt, at der således er et nyt liv i vente for dem, som har været åndeligt døde. Til efeserne skriver han: »Også jer gjorde han levende, da I var døde ved jeres overtrædelser og synder« (2,1), og senere: »Gud, som er rig på barmhjertighed, .... gjorde os levende sammen med Kristus« (2,4.5). En åndelig opstandelse har fundet sted. Denne genfødelse forårsager en fuldstændig omvæltning i mennesket. Det er derved gået bort fra at være under syndens og dødens lov og er kommet ind under »livets Ånds lov i Kristus Jesus« (Rom 8,2). Forandringen er så radikal, at det nu er muligt at tale om en »ny skabning« (2 Kor 5,17; Gal 6,15, randnote »ny skabelse«), om et »nyt menneske, som efter Gud er skabt i retfærdighed og sandheds hellighed« (Ef 4,24), og om »det nye menneske, som fornyes til kundskab efter hans billede, som skabte det« (Kol 3,10). Alle »gamle ting er forbi; se, de er blevet nye« (2 Kor 5,17).

Paulus er lige så tydelig med hensyn til ophavsmanden til denne forandring. »Guds Ånd«, »Kristi Ånd« er blevet givet ovenfra for at være kilden til alt nyt liv (Rom 8); ved ham bevises vi at være Guds »sønner« (Gal 4,6); vi er blevet adopteret ind i Guds familie (huiothesia, Rom 8,15; Gal 4,5). Således taler Paulus om den »anden Adam«, ved hvem retfærdighedens liv indledes i os; ligesom den »første Adam« blev fører i overtrædelse, er han »en livgivende ånd« (1 Kor 15,45). Paulus oplevede selv denne forandring og viste fra da af den usynlige verdens kræfter i sit tjenesteliv. »Det er ikke længere mig, der lever,« udbryder han, »men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i tro, troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig« (Gal 2,20).

Genfødelse er for Paulus, ikke mindre end for Jesus, forbundet med forestillingen om renhed og kundskab. Vi har allerede bemærket det andet sted i Det Nye Testamente, hvor ordet "genfødelse" forekommer (Tit 3,5): "Efter sin barmhjertighed frelste han os, ved genfødelsens bad (randnote "vaskekar") og fornyelse ved Helligånden, som han rigt udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser." I 1 Kor 12,13 kaldes en sådan renselse Åndens dåb, i overensstemmelse med det ofte gentagne løfte (Joel 2,28 (i den hebraiske tekst 3,1); Matt 3,11; Mark 1,8; Luk 3,16; ApG 1,5; ApG 11,16). Der er naturligvis i disse passager ingen henvisning til blot vanddåb, lige så lidt som i Ez 36,25. Vandet er kun tertium comparationis. Ligesom vand renser det ydre legeme, sådan renser Ånden det indre menneske (jf. 1 Kor 6,11; 1 Pet 3,21).

Læren om, at genfødelsen fører til sand kundskab om Kristus, ses af Ef 3,15-19 og 4,17-24, hvor det naturlige menneskes formørkede forstand og uvidenhed stilles som modsætning til det nye livs oplysning (se også Kol 3,10). Kirken, forløst og genfødt, skal være en særlig "ejendom", en "arv" for Herren (Ef 1,11; Ef 1,14), og hele skabningen skal få del i den endelige forløsning og adoption (Rom 8,21-23).

Jakob finder mindre anledning til at berøre dette emne end de andre forfattere i Det Nye Testamente. Hans brev er snarere etisk end dogmatisk i tonen; alligevel bygger hans etik på de dogmatiske forudsætninger, som fuldt ud stemmer overens med de andre apostles lære. Troen er for ham menneskets svar på Guds ønske om at meddele sin natur til menneskeheden og derfor det uundværlige middel, der må bruges for at sikre det nye livs fulde goder, dvs. den syndsbesejrende kraft (1,2-4), den åndelige oplysning (1,5) og renhed (1,27). Der synes dog at være ringe tvivl om, at Jakob direkte henviser til genfødelsen med ordene: "Efter sin egen vilje fødte han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være en slags førstegrøde af hans skabninger" (1,18). Nogle antager, at disse ord, fordi de er rettet "til de tolv stammer i adspredelsen" (1,1), ikke henviser til individuel genfødelse, men til en udvælgelse af Israel som nation og dermed til et kristent Israel. I så fald ville efterhøsten være hedningernes forløsning. Jeg forstår udtrykket "førstegrøde" i den betydning, hvori vi har bemærket Paulus' endelige håb i Rom 8,21-32, hvor genfødelsen af Guds troende folk (uden hensyn til nationalitet) er det første stadium i hele skabningens genfødelse eller genoprettelse. Det "indplantede (RV randnote "medfødte") ord" (Jak 1,21; jf. 1 Pet 1,23) står parallelt med det paulinske udtryk "Åndens lov" (Rom 8,2).

Peter bruger i sin prædiken på pinsedagen ordene "forfriskelse" (ApG 3,19) og "genoprettelse af alle ting" (ApG 3,21) om den endelige fuldendelse af Guds planer angående hele skabningen og ser derfor her på Guds folk som helhed. I en lignende betydning siger han i sit andet brev, efter at have nævnt "Guds dag": "Vi venter nye himle og en ny jord, hvori retfærdighed bor" (2 Pet 3,13). Alligevel hentyder han meget tydeligt til enkeltpersoners genfødelse (1 Pet 1,3; 1 Pet 1,13). Tanken om de troendes anden fødsel antydes klart i udtrykket "nyfødte spædbørn" (1 Pet 2,2) og i den udtrykkelige udtalelse i 1 Pet 1,23: "da I er blevet født på ny, ikke af forgængelig sæd, men af uforgængelig, ved Guds ord, som lever og bliver." Det er i denne betydning, at apostlen kalder Gud "Fader" (1 Pet 1,17) og de troende "lydighedens børn" (1 Pet 1,14), dvs. lydige børn, eller børn som bør adlyde. Vi har ovenfor set, at det middel, hvormed genfødelsen virkes, Guds ords uforgængelige sæd, finder en parallel i Paulus' og Jakobs teologi. Alle disse udtryk går sandsynligvis tilbage til et ord af Mesteren i Joh 15,3. Vi gøres delagtige i ordet ved at have modtaget Ånden. Denne Ånd (jf. det paulinske "livgivende ånd", 1 Kor 15,45), Kristi "sind" (1 Pet 4,1), er den opstandne Kristus' kraft, virksom i den troendes liv. Peter henviser til den samme tanke i 1 Pet 3,15; 1 Pet 3,21. Ved genfødelsen bliver vi "en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til Guds egen ejendom", i hvem guddommelige dyder, "hans herlige egenskaber, som kaldte jer" (1 Pet 2,9), åbenbares. Her bruger apostlen velkendte gammeltestamentlige udtryk, der forudskygger nytestamentlige nådegaver (Es 61,6; Es 66,21; 2 Mos 19,6; 5 Mos 7,6), men han individualiserer genfødelsens proces i fuld overensstemmelse med det forøgede lys, som Jesu lære har bragt. Peters teologi påpeger også genfødelsens forbindelse med renhed og hellighed (1 Pet 1,15; 1 Pet 1,16) og sand kundskab (1 Pet 1,14) eller lydighed (1 Pet 1,14; 1 Pet 3,16). Det er ikke overraskende, at tanken om renhed skulle indbyde til den gammeltestamentlige parallel om "renselse ved vand". Syndfloden skyllede verdens uretfærdighed bort "i Noas dage", da "otte sjæle blev frelst gennem vand; dette frelser også nu jer efter et sandt forbillede (RV randnote "i modbilledet"), nemlig dåben, ikke som fjernelse af kødets urenhed, men som en god samvittigheds forespørgsel (RV randnote "forespørgsel", "appel") til Gud, ved Jesu Kristi opstandelses(-liv)" (1 Pet 3,20; 1 Pet 3,21).

Johannes' lære er meget nært beslægtet med Jesu, som vi allerede har set af den mængde citater, vi måtte udvælge fra Johannesevangeliet for at belyse Mesterens lære. Det er særlig interessant at bemærke de tilfælde, hvor apostlen læremæssigt udfolder visse af disse udsagn af Jesus. Den mest bemærkelsesværdige apostolske forklaring eller kommentar til emnet findes i Joh 7,39. Jesus havde talt om den forandring, som troen på ham ("at komme til ham") ville forårsage i hans disciples liv; hvordan guddommelige kræfter som "strømme af vand" skulle udgå fra dem; og evangelisten fortsætter forklarende: "Men dette sagde han om Ånden, som de, der troede på ham, skulle modtage; for Ånden var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort." Denne anerkendelse af en særlig manifestation af guddommelig kraft, som overgår de gammeltestamentlige troendes erfaring, byggede på Kristi erklæring om, at han ville sende "en anden Talsmand (Revised Version (British and American) 'advokat', 'hjælper', græsk Parakletos), for at han kan være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd" (Joh 14,16; Joh 14,17).

I sine breve viser Johannes, at denne Ånd skænker elementerne i en gudlignende karakter, som gør os til "Guds børn", vi som før var "Djævelens børn" (1 Joh 3,10; Joh 3,24; Joh 4,13, osv.). Denne genfødelse er "evigt liv" (1 Joh 5,13) og moralsk lighed med Gud, selve Guds karakter i mennesket. Ligesom "Gud er kærlighed", vil Guds børn elske (1 Joh 5,2). Samtidig er det Guds liv i mennesket, også kaldet fællesskab med Kristus, et sejrende liv, som overvinder verden (1 Joh 5,4); det er renhed (1 Joh 3,3-6) og kundskab (1 Joh 2,20).

Emnet genfødelse ligger uden for Hebræerbrevets område, så vi leder forgæves efter en klar dogmatisk udtalelse om det. Alligevel modsiger brevet intet sted dogmet, som på den anden side ligger til grund for mange af de udsagn, der fremsættes. Kristus, "mellemmanden for en bedre pagt, som er blevet stadfæstet på bedre løfter" (8,6), har bragt "renselse for synder" (1,3). I modsætning til den første pagt, hvor folket nærmede sig Gud ved ydre former og ordninger, bragte den "nye pagt" (8,13) en "evig forløsning" (9,12) ved en guddommelig renselse (9,14). Kristus fører "mange sønner til herlighed" og er "deres frelses ophavsmand" (2,10). Umodne kristne omtales (ligesom proselytterne i Det Gamle Testamente) som spædbørn, der skulle vokse op til "fuldvoksne mænds" statur, karakter og kundskab (5,13.14).

III. Lærens senere udvikling.

Meget snart blev genfødelsens høje åndelige betydning formørket af præstevæsenets udvikling inden for den kristne kirke. Da indvielsen i kirken blev opfattet som noget, der blev fuldbyrdet gennem formidling af dertil udpegede tjenere, blev de ceremonier, som derved blev anvendt, midler, som man nødvendigvis tillagde magiske kræfter. Det ser vi tydeligt i opfattelsen af dåbsgenfødelse, som, på grundlag af halvt forståede skriftsteder citeret ovenfor, blev lært på et tidligt tidspunkt. Mens vi i tiden efter apostlene ofte finder spor af en rigtig værdsættelse af en underliggende åndelig værdi i dåben (sammenlign Didache vii), er mange af de udtryk, der bruges, stærkt vildledende. Således kalder Gregor af Nazianz (Orations, xi.2) dåben den anden af de tre fødsler, et Guds barn må erfare (den første er den naturlige fødsel, den tredje opstandelsen). Denne fødsel er "af dagen, fri, befriende fra lidenskaber, borttagende ethvert slør over vor natur eller fødsel, dvs. alt, hvad der skjuler det guddommelige billede, hvori vi er skabt, og førende op til livet oventil" (Ullmann, Gregor v. Nazienz, 323). Kyrillos af Jerusalem (Cat., xvii, c. 37) tillægger dåben kraft til absolution fra synd og kraft til udrustning med himmelske dyder. Ifølge Augustin er dåben nødvendig for frelse, selv om bloddåben (martyriet) kan træde i vanddåbens sted, som i tilfældet med røveren ved korset (Augustine, De Anima et Eius Origine, i.11, c. 9; ii.14, c. 10; ii.16, c. 12). Leo den Store sammenligner dåbens åndsfyldte vand med jomfru Marias åndsfyldte moderliv, hvori Helligånden avler et syndfrit Guds barn (Serm. xxiv.3; xxv.5; se Hagenbach, Dogmengeschichte, afsnit 137).

I almindelighed er dette stadig de udprægede sakramentalisters opfattelse, mens evangelisk kristendom er vendt tilbage til Det Nye Testamentes lære.

IV. Nutidig betydning.

Selv om der ikke altid fastholdes en klar skelnen mellem genfødelse og andre erfaringer i det åndelige liv, kan vi sammenfatte vor tro i følgende teser:

(1) Genfødelse indebærer ikke blot en tilføjelse af bestemte gaver eller nådegaver, en styrkelse af bestemte medfødte gode egenskaber, men en radikal forandring, som revolutionerer hele vort væsen, modsiger og overvinder vor gamle faldne natur og placerer vort åndelige tyngdepunkt helt uden for vore egne kræfter i Guds virkeområde.

(2) Det er Guds vilje, at alle mennesker skal få del i dette nye liv (1 Tim 2,4), og da det klart siges, at nogle ikke når frem til det (Joh 5,40), er det tydeligt, at skylden derfor ligger hos mennesket. Gud kræver, at alle mennesker skal omvende sig og vende sig til ham (ApG 17,30), før han vil eller kan virke genfødelse. Omvendelse, som består i anger og tro på Kristus, er derfor menneskets svar på det frelsestilbud, Gud giver. Dette svar giver anledning til og er samtidig med den guddommelige fornyelseshandling (genfødelse). Guds Ånd træder i forening med menneskets troende, modtagende ånd. Dette er fællesskab med Kristus (Rom 8,10; 1 Kor 6,17; 2 Kor 5,17; Kol 3,3).

(3) Genfødelsens proces ligger uden for vores iagttagelse og uden for den psykologiske analyses rækkevidde. Den finder sted i underbevidsthedens sfære. Nyere psykologiske undersøgelser har kastet et væld af lys over de psykiske tilstande, som går forud for, ledsager og følger Helligåndens gerning. »Han håndterer psykiske kræfter; han virker på psykiske energier og tilstande; og denne genfødelsens gerning ligger et sted inden for det psykiske felt.« Studiet af religiøs psykologi er af højeste værdi og største betydning. Kendsgerningerne i den kristne erfaring kan ikke ændres, og de mister heller ikke deres værdi ved den mest indgående psykologiske granskning.

Psykologisk analyse fjerner ikke Helligåndens direkte virke. Den kan heller ikke afdække dets proces; det »underliggende laboratorium, hvor radikale helbredende processer og strukturelle forandringer i det psykiske væsen udføres, sådan som det skildres i tydelige bibelske udsagn: ›Skab i mig et rent hjerte‹ (Sl 51,10); ›I må fødes på ny‹ (Joh 3,7 KJV); ›Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning: det gamle er forbi; se, alt er blevet nyt‹ (2 Kor 5,17 KJV), ligger i underbevidsthedens område. At søge i bevidsthedens område efter denne person eller efter hans gerning er frugtesløst og en bestræbelse fyldt med endeløs forvirring. Den kristne psykologi sporer således den guddommelige udarbejdelse af det genfødte liv til dets dybtliggende tilflugtssted. Her virker Gud i sjælens dybder lige så stille og sikkert, som var det på den fjerneste verden i stjerneuniverset« (H. E. Warner, Psychology of the Christian Life, 117).

(4) Genfødelsen viser sig i den bevidste sjæl ved sine virkninger på viljen, forstanden og følelserne. Samtidig tilfører genfødelsen en ny livskraft af guddommelig oprindelse, som sætter menneskenaturens bestanddele i stand til at opfylde Guds lov, stræbe efter Guds riges komme og tage imod Guds ånds lære. Således bliver det genfødte menneske gjort bevidst om retfærdiggørelsens og adoptionens kendsgerninger. Den første er en retslig handling fra Gud, som frigør mennesket fra syndens lov og frikender det fra fjendskabet mod Gud; den sidste er en iklædning med Ånden, som er et pant på dets arv (Ef 1,14). Guds Ånd, som bor i mennesket, vidner om barnekårets tilstand (Rom 8,2; Rom 8,15; Rom 8,16; Gal 4,6).

(5) Genfødelsen, som er en ny fødsel, er udgangspunktet for åndelig vækst. Det genfødte menneske behøver næring og oplæring. Det modtager dette ikke blot fra ydre erfaringer, men fra en iboende kraft i sig selv, som erkendes som kraften fra den iboende Kristus' liv (Kol 1,26; Kol 1,27). Bortset fra Guds middelbare behandling af mennesket gennem ord og sakramenter findes der derfor en umiddelbar meddelelse af liv fra Gud til den genfødte.

(6) Den sandhed, som nævnes som det middel, ved hvilket genfødelse gøres mulig (Joh 8,32; Jak 1,18; 1 Pet 1,23), er intet andet end den guddommelige Ånd, ikke blot Guds talte eller skrevne ord, som kan overbevise mennesker om ret eller uret, men som ikke kan sætte menneskets vilje i stand til at forlade det urette og gøre det rette, men han, som kalder sig selv Sandheden (Joh 14,6), og som er blevet drivkraften i det genfødte liv (Gal 2,20).

(7) Nyere filosofi, som udtrykker reaktionen mod den mekaniske opfattelse i den blotte materialisme og også mod den nedvurdering af personligheden, som ses i socialismen, har igen bragt det personlige livs virkelighed og nødvendighed i forgrunden. Johannes Muller og Rudolf Eucken, blandt andre, fremhæver, at et nyt åndens liv, uafhængigt af ydre betingelser, ikke blot er muligt, men nødvendigt for at opnå den højeste udvikling. Dette nye liv er ikke en frugt af de naturlige livstendensers og -kræfters frie spil, men står i skarp konflikt med dem. Mennesket, som det er af natur, står i direkte modsætning til det åndelige livs krav. Åndeligt liv, siger professor Eucken, kan kun indplantes i mennesket af en højere magt og må bestandigt opretholdes af et højere liv. Det bryder igennem årsagers og virkningers orden; det afbryder den ydre verdens kontinuitet; det gør en rationel sammenføjning af virkeligheder umulig; det forbyder et monastisk syn på verdens umiddelbare tilstand. Dette nye liv henter ikke sin kraft fra den blotte natur; det er en åbenbaring af guddommeligt liv i os (Hauptprobleme der Religionsphilosophie, Leipzig, 1912, 17 ff; Der Kampf um einen geistigen Lebensinhalt, Leipzig, 1907; Grundlinien einer neuen Lebensanschauung, Leipzig, 1907; Johannes Muller, Bausteine fur personliche Kultur, 3 volumes, Munchen, 1908). Således bekræfter den idealistiske filosofis nyeste udvikling på bemærkelsesværdig måde den kristne sandhed om genfødelsen.

Se også OMVENDELSE.

LITTERATUR

Nytestamentlige teologier af Weiss, Beyschlag, Holtzmann, Schlatter, Feine, Stevens, Sheldon, Weinel. Lærebøger i systematisk teologi: artiklerne "Bekehrung" af R. Seeberg; "Wiedergeburt" af O. Kirn i Hauck-Herzog RE3; "Regeneration" af J. V. Bartlett i HDB; "Conversion" af J. Strachan i ERE; George Jackson, The Fact of Conversion, London, 1908; Newton H. Marshall, Conversion; or, the New Birth, London, 1909; J. Herzog, Der Begriff der Bekehrung, Giessen, 1903; P. Feine, Bekehrung im New Testament und in der Gegenwart, Leipzig, 1908; P. Gennrich, Die Lehre yon der Wiedergeburt, Leipzig, 1907. Psykologisk: W. James, Varieties of Religious Experience, 189-258; G. Stanley Hall, Adolescence, II, 281-362; G. A. Coe, The Spiritual Life, New York, 1900; E. D. Starbuck, Psychology of Religion, New York, 1911; G. B. Cutten, Psychological Phenomena of Christianity, London, 1909; H. E. Warner, The Psychology of the Christian Life, New York, 1910; H. W. Clark, The Philosophy of Christian Experience, London, 1906; Harold Begbie, Broken Earthenware, or Twice-Born Men, London, 1909; M. Scott Fletcher, The Psychology of the New Testament, London, 1912.

John L. Nuelsen