ge'-zer (gezer): En by af stor militær betydning i oldtiden, hvis sted for nylig er blevet grundigt udforsket. Udgravningerne på dette sted er blandt de mest grundige og omfattende i Israels land, og de har ikke blot bekræftet stedets historie, sådan som den kendes fra Bibelen og andre kilder, men har også kastet overordentlig lys over Israels lands almindelige historie, civilisation og religion i tiden før og under israeliternes bosættelse.

1. Stedets opdagelse og beliggenhed:

Gezer-stedets længe forsvundne plads blev opdaget af M. Clermont-Ganneau i 1873, og hans formodning om, at det moderne navn for stedet, Tell Jezer (eller Tell el Jezereh) var en rest af det gamle navn, blev bekræftet ved hans yderligere opdagelse af tre tosprogede indskrifter, på hebraisk og græsk, hugget ind i klippefladerne af en vis Alkios, tilsyneladende en gang byens guvernør; i en af dem forekom udtrykket "Gezer-grænsen".

De naturlige forhold og Tell Jezers beliggenhed forklarer fuldt ud Gezer-byens ekstraordinære betydning i oldtiden. De begravet levninger kroner en smal høj, der løber fra nordvest til sydøst, cirka 1.700 fod lang og 300 til 500 fod bred. Tilgangen er stejl fra alle sider, og i tidlige tider, før der gennem årtusinder samledes affald omkring siderne, må den have været meget stejlere. Højen står som en forpost, der rager ud i sletten, og forbindes med de lave høje bag den, der er del af Shephelah-området, kun med en snæver forbindelse. Ved højens fod løber en stor vigtig landevej fra Egypten til Syrien; mod nord ligger Aijalon-dalen, på tværs af hvilken den moderne kørevej til Jerusalem går, og hvor den store landevej via Beth-horon løb til plateauet nord for Jerusalem; mod syd ligger Sorek-dalen, hvor Bet-Sjemesj lå, og langs hvilken en stor vej gik fra filistrenes land til Judas højland. I dag løber Jerusa-Jaffa-jernbanen, efter at have løbet nogle kilometer væk i sletten rundt omkring stedets hele vestlige og sydlige side, langs denne åbne dal for derefter at storme ind i den snævre kløft – Wady Isma`in, som den følger ind til Jerusalem. Fra Tell-toppen er et enormt landskab synligt mellem Middelhavets lange blå linje i vest og Judas brat rejsende og høje bjerge i øst. At det hele historien gennem har været skueplads for militære kampe, forstås helt når dets strategiske beliggenhed værdsættes; selv i dag kunne en militærleder, der holdt Israels lands højland mod invasion, ikke tillade sig at ignorere en sådan forpost.

2. Gezer-byens historie:

Skønt udgravningen af stedet viser, at det var beboet af en høj civilisation og en betydelig befolkning allerede i en yderst tidlig periode, er den første historiske omtale i listen over Israels lands byer, som blev erobret af Tahutmes III (18. dynastie, omkring 1500 f.Kr.). Fra dette tidspunkt var den sandsynligvis under ægyptiske guvernører (ægyptiske levninger findes rigelige fra alle perioder), men fra Tell el-Amarna-brevene, cirka hundrede år senere, lærer vi, at ægyptisk indflydelse da var på retur. Tre af disse berømte lertavler er dateret fra selve Gezer og er skrevet i navn efter guvernøren Japaki; han var da hårdt presset af khabiri, og han appellerede forgæves til Egypten om hjælp. I andre breve fra denne serie findes der henvisninger til denne by. I et brev gør en vis fribytter ved navn Lapaja undskyldninger for, at han var brudt ind i byen. Han "er blevet bagtalt. Er det en forbrydelse, at han er gået ind i Gazri og opkrævet skatter fra folket?" (nr. CCXL, Petries oversættelse).

I Merenptahs velkendte "Triumfinskripton", som af mange anses for at være den farao under hvem Exodus fandt sted, forekommer udtrykket "Gezer er erobret." (I forbindelse hermed er det interessant at bemærke, at et elfenbensbryst med Merenptahs cartouche blev udgravnet ved Gezer.)

På den tid da Josva rykkede ind i landet, kom en bestemt "konge af Gezer" ved navn Horam (horam, men i Septuaginta Ailam eller Elam) Lakish til hjælp mod israelitterne, men han blev dræbt (Jos 10,33). Gezer blev indtaget, men kana'anæerne blev ikke drevet ud; de forblev derimod i trældom (Jos 16,10; Dom 1,29). Byen blev en af byerne ved Efraims sydgrænse (Jos 16,3), men blev tildelt levitternes Kehat-slægt (Jos 21,21). I 2 Sam 5,25 (KJV "Gazer") læser vi, at David forfulgte filistrene efter deres nederlag i Refaim-dalen "fra Geba, indtil du kommer til Gezer", hvilket viser, at dette lå ved grænsen til filistrenes område; og i 1 Krøn 20,4 står der: "Der opstod krig ved Gezer med filistrene; da dræbte Sibbekaj fra Husha Sippaj, en af kæmpens sønner; og de blev undertvunget." I den tilsvarende beretning i 2 Sam 21,18 siges stedet for denne begivenhed at være Gob, hvilket sandsynligvis er en afskriverfejl--g-w-b for g-z-r. Ifølge Josefus (Ant., VIII, vi, 1) var Gezer ved begyndelsen af Salomos regering i filistrenes hænder, hvilket kan forklare 1 Kong 9,16, hvor det fortælles, at en bestemt farao, hvis datter Salomo giftede sig med, indtog og brændte Gezer og gav stedet til sin datter. Salomo genopbyggede det (9,17). Der findes ingen yderligere henvisninger til Gezer under det senere jødiske monarki, men der er flere i makkabæertiden. Judas forfulgte Gorgias til "Gazara og ind på Idumæas sletter og Azotis og Jamnia" (1 Makk 4,15); Bakchides, efter sit nederlag mod Jonathan, "befæstede også byen Betsura og Gazara og tårnet og lagde styrker i dem og forsyninger af levnedsmidler" (1 Makk 9,52 KJV); lidt senere "slog Simon lejr mod Gazara og belejrede den hele vejen rundt; han lavede også en krigsmaskine og stillede den ved byen og ramponerede et bestemt tårn og indtog det" (1 Makk 13,43 KJV), hvorefter han rensede den (1 Makk 13,47.48). Af Josefus (Ant., XIII, viii, 2) forstår vi, at Antiokus havde taget Gezer fra jøderne.

Statholderen Alkios, som lavede de tosprogede indskrifter, kan høre hjemme omkring denne tid eller lidt senere; klippeindskrifterne, hvoraf et halvt dusin nu er kendt, giver ingen oplysninger om deres datering.

I korstogstiden var dette sted, under navnet "Mount Gisart", en korsfarerfæstning og gav navn til en slægt. Her vandt kong Balduin IV en sejr over Saladin i 1177, og i 1191 slog sidstnævnte hersker lejr her, mens han førte nogle resultatløse forhandlinger med kong Richard Løvehjerte. I 1495 fandt en træfning sted her mellem Jerusalems statholder og nogle urolige beduiner. Gezers historie, sådan som den kendes, er således en historie om slag og belejringer, der strækker sig over mindst 3.000 år; ud fra de arkæologiske levn kan vi slutte, at dens historie var tilsvarende i mindst 1.000 år tidligere.

3. Udgravningernes historie:

I 1904 fik den engelske fond for udforskning af Israels land en "tilladelse" til udgravning af Tell Jezer. Hele stedet var privat ejendom, tilhørende visse europæere, hvis agent, som boede en stor del af tiden på selve tellen, selv var dybt interesseret i udgravningerne, så der var usædvanligt gunstige forhold for arbejdet. Hr. (nu professor) R. A. Stewart Macalister, M.A., blev sendt ud, og i 3 år (1904-7) gennemførte han en undersøgelse af de skjulte levn i højen på en måde, som indtil da var uden fortilfælde i udforskningen af landet. Hans ambition var at vende hver eneste kubikfod jord ned til den oprindelige klippe, så intet af betydning kunne blive overset. Da der ved udløbet af den oprindelige "tilladelse" stadig var meget uudforsket, blev der indgivet ansøgning til myndighederne om endnu en, og ved slutningen af 1907 gik hr. Macalister i gang med yderligere 2 års gravning. Alt i alt arbejdede han i størstedelen af 5 år, bortset fra nødvendige afbrydelser af arbejdet på grund af ugunstigt vejr. Omkring to tredjedele af de samlede ophobede jord- og bygningsrester på højen blev gennemsøgt, og desuden blev mange hundrede grave, huler og andre oldtidslevn i nabolaget grundigt udforsket.

4. Hovedresultater af undersøgelserne:

Det viste sig, at bakkens oprindelige nøgne klippeflade var dækket af begravede levn, nogle steder 20 og 30 fod (ca. 6 og 9 m) dybe, bestående af resterne af alle de byer, der havde stået på stedet gennem tre eller fire tusinde år; på den udgravede del fandtes der ingen levn så sene som begyndelsen af den kristne tidsregning, idet datidens Gezer og korsfarerfæstningen var bygget på et nærliggende sted. De tidligste indbyggere var troglodytter, som boede i de mange huler, der gennemhullede bakkens overflade; de var tilsyneladende en ikke-semitisk race, og der var nogen evidens for, at de i det mindste kendte til ligbrænding. Disse, eller en race kort efter--de tidligste semitter--indhegnede bakketoppen med en høj jordvold beklædt med rå sten--de tidligste "mure", som går tilbage til mindst før 3000 f.Kr. På et tidligt tidspunkt--sandsynligvis omkring 3000 f.Kr.--befæstede en race med en forholdsvis høj civilisation hele bakketoppen med en kraftig og bemærkelsesværdigt velbygget mur, 14 fod (ca. 4,3 m) tyk, med smalle tårne med kort fremspring med mellemrum på 90 fod (ca. 27 m). På et punkt på sydsiden af denne blev der afdækket en meget bemærkelsesværdig, massiv portbygning af teglsten (alle de andre mure og bygninger er af sten), med tårne på hver side, der endnu stod i en højde af 16 fod (ca. 4,9 m), men som åbenbart engang havde været meget højere. Denne port viste en stærk egyptisk påvirkning i funktion længe før den første historiske henvisning (XVIII. dynasti), for både portbygningen og den mur, den hørte til, var blevet ødelagt på et tidligt tidspunkt; den førstnævnte var faktisk, efter sin ødelæggelse, blevet dækket af bygningerne fra en by, som ud fra sine daterbare genstande--skarabæer osv.--må have tilhørt Amenhotep III's tid, dvs. så tidligt som 1500 f.Kr.

Den senere mur, som vi må slutte blev bygget kort efter ødelæggelsen af den tidligere, og derfor omkring 1500 f.Kr., var også en stærk konstruktion og må have eksisteret i væsentligt over tusind år, helt ned til mindst 100 f.Kr., da Gezer forsvinder fra historien som en befæstet by. Disse mure omsluttede et større område end nogen af de tidligere; de viser tegn på ødelæggelse og reparationer, og Hr. Macalister er af den mening, at nogle af de omfattende reparationer – på ét sted en 45 meter bred spalte – og de 28 indsatte tårne er Salomos værk (1 Kong 9,17). Denne mur må have været i brug hele den tid, vi kender Gezer fra bibelske kilder. Når vi, ud fra de ødelagte levn, i fantasien rekonstruerer disse mægtige voldgrave, behøver vi ikke at undre os over, at hebræerne, friske ud fra lange vandringer i ørkenen, ikke fandt det en let opgave at erobre så befæstede byer som denne (4 Mos 13,28; 5 Mos 1,28).

Fundamenterne af en stærk bygning, som blev fundet indsat i en spalte i de sydlige mure, viste sig afgørende at være paladset for Simon Makkabæus – som erobrede byen (1 Makk 13,43) – idet der blev fundet en grafito på en af dens stene med ordlyden:

@@@

som synes at betyde: "Pamfras, må han sende (ild) på Simons palads."

Inden for bymurene blev der fundet fundamenter af cirka syv eller otte byer fra forskellige på hinanden følgende perioder, lejret ovenpå hinanden. Byens bedste dage synes at have været kort før Josvas tid; de næste, måske, på dommerenes tid. Med den periode, som vi sandsynligvis skulle henføre hebræernes ankomst til, var der en stor befolkningstilvækst, idet området omkring "templet", som tidligere havde været uangrebet, blev bebygget med private boliger: en interessant kommentar til Jos 16,10.

Det store "høje sted", som blev afdækket, er af unik interesse, og dets opdagelse har kastet et enormt lys over religionen hos de tidlige kananæere, denne religion – "tilbedelsen af Baal og Astarte" – som var Israels renere religions store rival. Dette Ba'al-tempel, eller bamoth, bestod af en række på 8 matstsebhoth, eller primitive stenblokke, der varierede i højde fra cirka 1,65 meter til cirka 3,25 meter (se høje sted; søjle), sammen med et mærkeligt trug, som måske var en fatning til Asjerah (se Asjerah), eller et eller andet slags alter. Området omkring disse blokke havde et slags uregelmæssigt gulv af fast jord, under hvilket der blev fundet et antal store beholdere indeholdende babybein, som anses for at være levnene af barneofringer. I umiddelbar nærhed af dette "tempel" var der en dobbelt hule, hvis konstruktion stærkt tydede på, at den var blevet arrangeret til at give orakler. Dette høje sted havde været brugt i meget mange århundreder; matstsebhoth var ikke alle fra samme periode, men var blevet gradvist forøget fra en til syv, og en ottende af en mere udpræget skulpteret form – som en priapus-figur – var blevet tilføjet noget senere. I det akkumulerede affald omkring disse blokke blev der fundet enorme mængder små stenede falliske billeder, sammen med keramikpladetter af Astarte, fremstillet med primitiv overdrivelse af kønsorganerne.

Se Ba'al; Astarte.

Et andet monument af stor interesse – og høj ælde – var den store tunnelkammer hugget ud af klippen. Den er cirka 7 meter høj og 4 meter bred og stiger ned gennem 80 trin, cirka 28,5 meter gennem solid klippe, til en hule hvori der er en kilde. Den ligner meget den store tunnel kendt som "Warrens tunnel og skakt", som klart blev konstrueret af de tidlige jebusitter for at nå fra inden for byens mure til Gihons kilde (se Siloam; Zion). Denne Gezer-tunnel må dateres til mindst 2000 f.Kr.; det er klart ud fra arten af det akkumulerede affald, som blokerede dens munding, at den faktisk blev opgivet omkring 1400 f.Kr. Dens ælde bekræftes af det faktum, at den tydeligvis blev udgravet med flintknive.

På et meget senere tidspunkt i historien, nemlig tiden for makkabæerne, var byens vandforsyning, i tilfælde af belejring i det mindste, i høj grad afhængig af et enormt åbent vandbeholder, som Hr. Macalister ryddede for jord og fandt kunne indeholde omkring 9 millioner liter vand. Blandt de mindre "fund", som kaster lys på bibelhistorien, kan nævnes to stærkt beskadigede kileskrifttavler, begge vedrørende jordkontrakter, som ud fra navnene på eponymerne kan dateres til 651 og 649 f.Kr. henholdsvis. De tilhører derfor tiden for den sidste, og en af de største, assyriske monarker, Ahurbanipal, "den ædle Osnappar" fra Ezra 4,10, og de viser, at han ikke kun var en stor erobrer, men at han på Israels land havde en organiseret regering, og at juridiske civile sager blev behandlet på det assyriske sprog.

Oplysningen om Gamle Testamentes historie, som udgravningerne af Gezer har givet, kan her kun antydes, men der vil blive henvist til den på mange steder i denne Encyklopædi.

LITERATUR.

I "Bible Side-Lights from the Mound of Gezer" har Professor R. A. S. Macalister på en populær måde med illustrationer beskrevet nogle af hans mest bemærkelsesværdige opdagelser; mens han i "Memoirs of the Excavations at Gezer" (1912), udgivet af Israels Land Undersøgelsesselskab, behandler emnet udtømmende.

E. W. G. Masterman