Jobs Bog 14

1 Et menneske født af en kvinde,
lever en kort tid og mættes med uro.*

2 Som en blomst kommer han frem og visner,
han flygter som skyggen* og bliver ikke stående.

3 Selv over en sådan har du åbnet dine øjne,
og du bringer mig for retten sammen med dig.

4 Hvem kan gøre en uren ren?
Ikke én!

5 Sandelig, hans levedage er bestemt,
antallet af hans måneder er fastsat hos dig,
og du har givet ham en frist* han ikke kan overskride.

6 Se væk* fra ham, og han har ro,
mens han kan glæde sig som en daglejer* over sin dag.

7 Ja, for et træ er der håb,
når det bliver skåret ned, så skyder det igen,
og dets skud udebliver ikke.

8 Når dets rod i jorden bliver ældre,
og dets stub dør i mulden,

9 spirer det ved duften af vand,
og det fortsætter med at sætte grene som en plante.

10 En mand dør og svinder hen;
et menneske udånder, men hvor er det så?

11 Vand forsvinder fra havet,
og en flod tørrer ud og er tørlagt.

12 Men har mennesket lagt sig, står det ikke op igen;
indtil der ikke er en himmel, vågner de ikke op,
og de vækkes ikke af deres søvn.

13 Gid du ville holde mig skjult i dødsriget,
skjule mig indtil din vrede er hørt op,
give mig en frist* og huske mig igen.

14 Når en mand dør, kommer han så til live igen?
Alle dagene i min krigstjeneste* ville jeg vente*
til min afløsning kom.

15 Du ville kalde, og jeg ville svare dig;
efter dine hænders værk ville du længes.

16 Men nu du tæller mine skridt,
vogter du så ikke på min synd?

17 Forseglet i en pung ville min overtrædelse være,
og du ville have dækket min skyld til.

18 Men et bjerg styrter sammen og smuldrer,
og en klippe flytter sig fra sit sted.

19 Vand udhuler sten,
dets strømme skyller muldjorden bort,
sådan gør du menneskets håb til intet.*

20 Du besejrer ham for evigt, og han går bort,
gør ham ukendelig, og du sender ham bort.

21 Bliver hans sønner æret, han ved det ikke,
og bliver de ringeagtet, han opdager det ikke.

22 Kun hans eget legeme mærker smerte,
og han° sørger over sig selv.«