Jobs Bog 19
1 Job svarede:
2 »Hvor længe vil I pine min sjæl°
og knuse mig med ord?
og knuse mig med ord?
3 Dette er ti gange I har ydmyget* mig;
I har ikke skammet jer over
at chikanere mig.
I har ikke skammet jer over
at chikanere mig.
4 Men er jeg endog virkelig faret vild,
så har jeg selv ansvaret for min vildfarelse.
så har jeg selv ansvaret for min vildfarelse.
5 Hvis I virkelig vil ophøje jer over mig
så skal I over for mig argumentere for min skam!*
så skal I over for mig argumentere for min skam!*
6 Erkend derfor at Gud har gjort mig uret*
og har kastet sit net* rundt om mig.
og har kastet sit net* rundt om mig.
7 Ja, jeg skriger: ›Vold!‹ men jeg får intet svar,
jeg råber om hjælp, men der er ingen ret.*
jeg råber om hjælp, men der er ingen ret.*
8 Han har blokeret min sti med en mur af sten,* og jeg kan ikke passere,
og han har lagt mørke over mine stier.
og han har lagt mørke over mine stier.
9 Min ære har han taget fra mig
og fjernet kronen fra mit hoved.
og fjernet kronen fra mit hoved.
10 Han har nedbrudt mig på alle sider, så jeg går bort.*
Han har revet mit håb op med rode ligesom et træ.*
Han har revet mit håb op med rode ligesom et træ.*
11 Hans vrede er flammet op imod mig,
og han betragter mig som en af sine fjender.*
og han betragter mig som en af sine fjender.*
12 Sammen kommer hans tropper,*
og de har bygget deres vej op imod mig
og har slået lejr omkring mit telt.
og de har bygget deres vej op imod mig
og har slået lejr omkring mit telt.
13 Mine brødre har holdt sig borte fra mig,
og de der kender mig, er endog blevet fremmede for mig.
og de der kender mig, er endog blevet fremmede for mig.
14 Mine nærmeste mangler,
og mine bekendte har glemt mig.
og mine bekendte har glemt mig.
15 Gæsterne i mit hus og mine tjenestepiger betragter mig som en fremmed,
en udlænding er jeg blevet i deres øjne.
en udlænding er jeg blevet i deres øjne.
16 Jeg kalder på min tjener men han svarer ikke;
med min egen mund bønfalder* jeg ham.
med min egen mund bønfalder* jeg ham.
17 Min ånde virker frastødende på min hustru,*
og mine brødre synes jeg er ildelugtende.
og mine brødre synes jeg er ildelugtende.
18 Selv drenge foragter mig.
Vil jeg rejse mig, så taler de imod mig.
Vil jeg rejse mig, så taler de imod mig.
19 Alle mændene i mit råd afskyr mig,
og dem jeg elsker, har vendt sig imod mig.
og dem jeg elsker, har vendt sig imod mig.
20 Mine knogler klæber til min hud og mit kød,
og jeg er undsluppet med kun tandkødet uskadt!
og jeg er undsluppet med kun tandkødet uskadt!
21 Vær nådig mod mig, vær nådig mod mig I mine venner,
for Guds hånd har ramt mig!
for Guds hånd har ramt mig!
22 Hvorfor forfølger I mig ligesom Gud,
bliver I ikke mætte af mit kød?
bliver I ikke mætte af mit kød?
23 Gid mine ord derfor blev skrevet ned!
Gid det var i bogrullen de blev nedfældet!
Gid det var i bogrullen de blev nedfældet!
24 Måtte de med en griffel af jern og bly for evigt blive hugget ind i klippen!
25 Og jeg, ja, jeg ved: Min løser* lever,
og til sidst vil han stå op over støvet.*
og til sidst vil han stå op over støvet.*
26 Og efter min hud således er skrællet af,
skal jeg ud fra mit kød skue Gud,*
skal jeg ud fra mit kød skue Gud,*
27 ham skal jeg, ja, jeg skal selv skue ham der er for mig
og ham skal mine øjne se,* og han er ikke en fremmed.*
Mit indre er ved at gå til.
og ham skal mine øjne se,* og han er ikke en fremmed.*
Mit indre er ved at gå til.
28 Fordi I siger: ›Hvordan skal vi forfølge ham?‹
og sagens kerne findes i mig,
og sagens kerne findes i mig,
29 så frygt I selv for sværdet,*
for i sin harme straffer Gud skyld med sværd,
for at I skal erkende at der er en dom.«
for i sin harme straffer Gud skyld med sværd,
for at I skal erkende at der er en dom.«
Henter interlinear…