Jobs Bog 30

1 Men nu ler de ad mig,
de som er yngre end jeg,
hvis fædre jeg ville have afvist
at sætte sammen med mine hyrdehunde.

2 Desuden, deres hænders kræfter, hvad ville de gavne mig,
deres styrke er gået tabt?

3 Golde* af mangel og sult* er
de som afgnaver det tørre land,
når det bliver mørkt, et øde og ødelagt land.

4 De plukker mælde blandt buske
og bruger gyveltræets rødder til at varme sig ved.*

5 De fordrives fra fællesskabet,
man skriger ad dem som ad en tyv.

6 På wadiernes* skråning må de bo
i huler af jord og klipper.

7 Mellem buskene skriger* de,
under nælderne samler de sig.

8 Sønner af tåber,* ja, sønner af dem uden et navn,
de er blevet drevet ud af landet.

9 Og nu er jeg blevet deres spottevise,
og jeg er blevet et mundheld for dem.

10 De afskyr mig,* de holder sig langt væk fra mig,
og de holder sig ikke tilbage fra at spytte mig i ansigtet.

11 Fordi Gud har løsnet min buestreng og har ydmyget mig,*
så kaster de bidslet af sig i mit nærvær.°

12 På min højre side rejser afkommet sig,
de støder mine fødder væk
og bygger deres ulykkesstier op imod mig.*

13 De har brudt min sti ned,*
og de fremmer min tilintetgørelse.*
Der er ingen der hjælper imod dem.

14 Som gennem et bredt brud kommer de ind,
under ødelæggelse vælter de sig frem.

15 Pludselige rædsler* er blevet vendt imod mig,
min værdighed er jaget bort som vinden,
som en sky er min redning° forsvundet.

16 Og nu ebber mit liv ud,°*
dage med elendighed* griber mig.

17 Om natten gennemborer han mine knogler,
og min gnavende smerte hører ikke op.

18 Med mægtig styrke griber* han fat i mit tøj,
og som halsen på min kjortel* binder han mig.

19 Han har kastet mig i mudderet,
og jeg er blevet som støv og aske.*

20 Jeg råber til dig om hjælp,* men du svarer mig ikke.
Jeg står her, og du skal forstå mig.

21 Du har forvandlet dig til en grusom en* over for mig,
med din hånds styrke bliver du ved med at angribe mig.*

22 Du løfter mig op til vinden, og lader mig suse afsted,
og du lader mig gå til i uvejrets bragen.

23 For jeg ved at du vil bringe mig tilbage til døden,
forsamlingshuset for alt levende.

24 Dog, strækker en der ligger i en ruinbunke, ikke hånden ud
hvis nogen råber til dem om hjælp i sin ulykke?*

25 Græd jeg ikke for den der havde en hård dag,
ynkedes min sjæl ikke over den fattige?

26 Når jeg ventede* godt, kom der ondt,*
og ventede jeg på lys, kom mulm.*

27 Mit indre er bragt i kog, og falder ikke til ro,
dage med elendighed* møder mig.

28 Formørket går jeg omkring, men ikke af solen,
jeg står op i forsamlingen og råber om hjælp.*

29 Jeg er blevet bror til sjakaler
og ledsager for strudsens unger.

30 Min hud er blevet sort og skaller af,
og min krop brænder af feber.

31 Min citer* er til sorg,
og min fløjte til lyden af de grædende.