Spring til indhold

Den frie bibel

Jobs Bog 7

1 Er det ikke en krigstjeneste* et menneske har på jorden,
og hans dage er som en lejesoldats dage?
2 Som en arbejder der længes efter skygge,
og som en daglejer der venter på sin løn,
3 sådan måtte jeg arve måneder i tomhed,*
og nætter i lidelse* er blevet tildelt mig.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg:
›Hvornår skal jeg stå op?‹ Aftenen bliver lang,
og jeg er så træt af at vende og dreje mig helt indtil daggry.
5 Min krop er dækket af maddiker og tørre skorper,
min hud sprækker og væsker.
6 Mine dage løber hurtigere end en væveskyttel,
og de svinder hen* uden håb.*
7 Husk på at mit liv er et pust,°*
mit øje vil ikke igen komme til at se det gode.
8 Det bemærker mig ikke, det øje der ser mig;
søger dine øjne efter mig, er jeg der ikke.
9 En sky opløses* og går væk,
sådan er det også for den der går ned i dødsriget,° han går ikke op igen.
10 Han vender ikke tilbage igen til sit hus,
og hans sted genkender* ham ikke igen.
11 Heller ikke jeg vil holde mund,
jeg vil tale ud af pinen i min ånd,°
jeg vil klage fyldt af bitter nød i min sjæl.°*
12 Er jeg et hav eller et havuhyre
siden du har anbragt en vagt over mig?
13 Når jeg siger: ›Min seng skal trøste mig,
mit leje lette min fortvivlelse,‹*
14 så gør du mig rædselsslagen med drømme,
og med syner* forfærder du mig.
15 Min sjæl foretrækker kvælning,
hellere døden end mine knogler.*
16 Jeg opgiver,* jeg vil ikke leve evigt!
Lad mig være, for mine dage er som et åndepust!*
17 Hvad er et menneske at du agter ham højt,*
og at du retter din opmærksomhed*° mod ham?
18 Du hjemsøger ham hver eneste morgen,
hvert et øjeblik ransager* du ham?
19 Hvor længe vil du ikke vende dit blik* fra mig,
ikke give slip på mig indtil jeg har slugt mit spyt?
20 Har jeg syndet, hvad kan jeg gøre mod dig,
du, menneskets vogter?
Hvorfor har du gjort mig til din skydeskive?
Jeg er blevet en byrde for mig selv.
21 Hvorfor tilgiver du mig ikke min overtrædelse*
og fjerner min skyld?
For nu vil jeg lægge mig i støvet,
og søger du mig, er jeg ikke mere.«