Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 106

1 Halleluja!
Tak HERREN, for han er god,
for hans nåde varer til evig tid.
2 Hvem kan fremsige HERRENS vældige gerninger,
forkynde al hans pris?
3 Salige er de som våger over ret,
og den som øver retfærdighed til alle tider.
4 Husk mig, HERRE, med velviljen til dit folk,
tag dig af mig med din frelse
5 så jeg må se dine udvalgtes lykke,
glæde mig ved dit folks glæde,
prise mig lykkelig med din arvelod!
6 Vi har syndet med vore fædre,
vi har handlet slet og ugudeligt.
7 Vore fædre i Egypten
gav ikke agt på dine undere,
de huskede ikke mængden af dine nådesbevisninger,
men var genstridige ved et hav, ved Sivhavet.
8 Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at kundgøre sin magt.
9 Han truede Sivhavet, og det tørrede ud,
og han lod dem gå gennem dybet som gennem ørkenen.
10 Han frelste dem af haders hånd,
og udfriede dem af fjendes hånd.
11 Vand dækkede deres modstandere,
der blev ikke én eneste tilbage af dem.
12 Da troede de på hans ord,
de sang hans pris.
13 De glemte hurtigt hans gerninger,
de ventede ikke på hans beslutning.
14 De fik et voldsomt begær i ørkenen
og fristede Gud i ødemarken.
15 Da gav han dem det de begærede,
men sendte tærende sygdom mod dem.
16 De blev skinsyge på Moses i lejren,
på Aron, HERRENS hellige.
17 Jorden åbnede sig og opslugte Datan,
og den tildækkede Abirams flok,
18 ild brændte deres flok,
flamme fortærede ugudelige.
19 De lavede en kalv ved Horeb
og tilbad et støbt gudebillede.
20 De ombyttede deres herlighed
med en figur af en okse som æder græs.
21 De glemte Gud, deres frelser,
som havde gjort store ting i Egypten,
22 undere i Kams land,
frygtindgydende gerninger ved Sivhavet.
23 Han sagde at han ville udrydde dem,
hvis ikke Moses, hans udvalgte,
var trådt beskyttende frem for hans ansigt,
for at afvende hans vrede fra at ødelægge dem.
24 De vragede det attråværdige land,
de troede ikke hans ord.
25 De murrede i deres telte,
de hørte ikke på HERRENS røst.
26 Da løftede han sin hånd mod dem
for at slå dem ned i ørkenen,
27 og for at slå deres efterkommere ned blandt folkene
og strø dem ud i landene.
28 De tog Ba’al-Peors åg på sig
og spiste af ofrene til de døde.
29 De vakte hans harme med deres gerninger,
så en plage brød løs mod dem.
30 Da stod Pinehas frem og holdt dom,
og plagen hørte op.
31 Det blev regnet ham til retfærdighed
i generation efter generation til evig tid.
32 De vakte hans vrede ved Meribas vand,
og det gik Moses ilde for deres skyld.
33 For de var genstridige imod hans ånd,
så han talte uoverlagt med sine læber.
34 De udryddede ikke folkene,
som HERREN havde sagt det til dem.
35 De blandede sig med folkene
og lærte deres gerninger.
36 De tilbad deres gudebilleder
som blev til en snare for dem.
37 De ofrede deres sønner
og deres døtre til dæmonerne.
38 De udgød uskyldigt blod,
deres sønners og deres døtres blod,
som de ofrede til Kana’ans gudebilleder,
og landet blev vanhelliget af blodet.
39 De gjorde sig urene ved deres gerninger,
og de bedrev hor ved deres handlinger.
40 Da blussede HERRENS vrede op mod hans folk,
og han fik afsky for sin arv.
41 Han gav dem i folkenes hånd,
deres fjender herskede over dem,
42 deres modstandere undertrykte dem,
og de blev ydmygede under deres hånd.
43 Mange gange reddede han dem,
men de var genstridige mod ham med deres beslutning
og sank ned i deres skyld.
44 Dog så han til dem i nøden
da han hørte deres skrig.
45 Han huskede for deres skyld sin pagt
og havde medlidenhed, som hans nåde er stor.
46 Han lod dem finde barmhjertighed
hos alle dem som havde ført dem i fangenskab.
47 Frels os, HERRE, vor Gud,
og saml os fra folkene
så vi kan takke dit hellige navn,
rose os af at lovprise dig.
48 Lovet være HERREN, Israels Gud,
fra evighed og til evighed,
og hele folket skal sige: Amen!
Halleluja!