Spring til indhold

Den frie bibel

Salmernes Bog 31

1 Til korlederen.
Salme af David.
2 Hos dig, HERRE, har jeg søgt tilflugt,
lad mig aldrig i evighed blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed.
3 Bøj dit øre til mig,
red mig i hast,
vær mig en klippefæstning,
en befæstet borg til at frelse mig.
4 For du er min klippe og min borg,
og for dit navns skyld leder du mig og fører mig.
5 Du fører mig ud af det net
som de har udlagt skjult for mig,
for du er min fæstning.
6 I din hånd betror jeg min ånd,
du har forløst mig, HERRE, du trofaste Gud!
7 Jeg har hadet dem som hengiver sig til falske guder,
men selv har jeg stolet på HERREN.
8 Jeg vil juble og glæde mig over din nåde°,
du, som har set min hjælpeløshed,
du tog dig af min sjæls trængsel.
9 Du overgav mig ikke i fjendens hånd,
du satte mine fødder på åbent land.
10 Vær mig nådig, HERRE, for jeg er i nød,
hentæret af sorg er mit øje,
min sjæl og mit indre.
11 For mit liv er svundet hen i kval
og mine år i suk.
Min kraft er nedbrudt ved min skyld,
og mine knogler er indtørrede.
12 På grund af alle mine fjender er jeg blevet til spot,
i særdeleshed for mine naboer,
og til skræk for mine bekendte,
de som så mig udenfor, flygtede fra mig.
13 Jeg blev glemt, var ude af hjertet som en død,
jeg var som et ødelagt kar.
14 For jeg hørte manges bagtalelse,
der var rædsel rundt omkring,
idet de rådslog sammen mod mig,
når de sammen pønsede på at tage livet af mig.
15 Men jeg har stolet på dig, HERRE!
Jeg har sagt:
Du er min Gud.
16 Mit livsforløb er i din hånd.
Red mig fra mine fjenders hånd og fra mine forfølgere!
17 Lad dit ansigt lyse over din tjener,
frels mig ved din nåde°.
18 HERRE, lad mig ikke blive til skamme,
for jeg har kaldt på dig.
Lad de ugudelige blive til skamme,
lad dem tie i dødsriget°.
19 Lad de falske læber blive stumme,
dem som taler frækt om en retfærdig
med hovmod og foragt.
20 Hvor stor er din godhed,
som du har gemt til dem der frygter° dig,
som du har vist mod dem der søger tilflugt hos dig,
over for menneskets børn.
21 Du vil skjule dem i dit nærvær°
på grund af menneskers sammensværgelser,
du vil gemme dem i en hytte
for tungers kiv.
22 Lovet være HERREN!
For han har på underfuld vis vist sin nåde imod mig
i en belejret by.
23 Jeg selv sagde i min angst:
»Jeg er udryddet fra dine øjne«.
Men du hørte alligevel min tryglende stemme,
da jeg råbte til dig om hjælp.
24 Elsk HERREN, alle hans fromme!
HERREN beskytter trofaste,
men gengælder til overmål den som handler hovmodigt.
25 Vær stærke, og styrk jeres hjerte,
alle I som venter på HERREN!